220. En mordsag fra Vestjylland

Fordi materialet ofte indeholder referater af flere vidnesbyrd i samme sag, er der også ofte flere gengivelser af de samme replikker. Det kan naturligvis bruges i en vurdering af replikkernes gengivelse af talesituationen. Hvis vidnerne gengiver en samtale med samme ord, er der større sandsynlighed for at ordene faldt netop sådan (med mindre naturligvis de har aftalt fælles vidnesbyrd). Omtalt på side 42 i bind 6.

---

 

I en sag fra det vestjyske Skast Herred fra 1640 er en tjenestekarl, Niels Jensen, fundet død under mistænkelige omstændigheder. Der er ingen vidner til selve dødsfaldet, men desto flere til et par skænderier Niels har haft med sin madmor, Marine Ottes, enke efter Otte Rasmussen, ikke lang tid inden sin død. Ét vidne gengiver to optrin på denne vis, begge med brug af direkte tale:

Optrin 1

	Niels Jenßen gick ud, da sagde hand til Marin Ottis: I hetter saa mange ny schick paa met oß. Hour mon I wil hen med oß?		‘Niels Jensen gik ud, da sagde han til Marine Ottes: “I hitter på så mange nye bestemmelser for os, hvor mon I vil hen med os?”’
	(Skast 1640, s. 32)

Optrin 2

	[Marine Ottes:] Karle, er I nu tidig til eders mad? Da suarede (..) Christen Laßøn jae, oc da sagde hun til Niels Jenßen: Jae, du gode karl, huad for ny schick thyckis du, att ieg hetter paa met dig, att du schalt ind til din daure oc bede Gud om naade. Oc da gaff di huer andre nogle onde ord.		‘[Marine Ottes:] “Karle, er I nu tilpas sultne til jeres mad?” Da svarede (..) Christen Larssen: “Ja”, og da sagde hun til Niels Jensen: “Ja, du gode karl, hvilken ny bestemmelse synes du jeg hitter på med dig, at du skal ind til din morgenmad og bede Gud om nåde”. Og da skældte de på hinanden.’
	(Smst.)

Et andet vidne gengiver det første optrin i indirekte tale og lader først Niels’ spørgsmål til Marine falde i det andet optrin:

Optrin 2

	[Marine Ottes:] Karle, er I nu tidig til eders mad. Da sagde Christen Laßen ja, oc da sagde Niels Jenßen: J hetter saa mange ny schick paa met oß. Huor for ville I iche giffue oß woriß daure, som I pleir att giøre? Wj gid iche ett saa tielid. Da suarede Marin Otteß: Ieg lod iche talle til eder, førend klochen vor sex. Ieg beder eder inttet giøre andett, ind ieg vil forsuare for Gud.		‘“Karle, er I nu tilpas sultne til jeres mad?”. Da sagde Christen Larsen “Ja”, og da sagde Niels Jensen: “I hitter på så mange nye bestemmelser for os. Hvorfor vil I ikke give os vores morgenmad som I plejer at gøre? Vi kan ikke spise så tidligt”. Da svarede Marine Ottes: “Jeg lod ikke kalde på jer før klokken var seks. Jeg beder jer ikke gøre andet end jeg vil forsvare for Gud”.’
	(Skast 1640, s. 33)

Et tredje vidne – en af de piger der har stået for davren og for at kalde karlene ind til den – gengiver mere tale:

	Da bad Marin Otteß, att de schulle bje. Di schulle haffue deris daure. Da suarede di, att di gaad iche ett saa tielig. Da sagde hun til Nielß Jenßen: Huad laug haffuer dett. Da suarede hand: I finder saa mange ny schick paa met oß.		‘Da bad Marine Ottes, at de skulle bie. De skulle have deres davre. Da svarede de at de ikke kunne spise så tidligt. Da sagde hun til Niels Jensen: “Hvad årsag har det?”. Da svarede han: “I finder på så mange nye bestemmelser for os”. ’
	(Skast 1640, s. 34 f.)

	Er I nu tidig til eders daure. Da ßagde di jae, oc da sagde Marin Otteß: Det vor en smuck ting, att J schulle giøre mig harm der med. Det vor vel paa tid att faa daure. Oc hand schiendte paa hender. Da suarede hun oc sagde: Der som ieg haffde en hoßbond, da giorde du mig inttet det, du giør.		‘“Er I nu tilpas sultne til jeres morgenmad”? Da sagde de “Ja”, og da sagde Marine Ottes: “Det var smukt at I skulle gøre mig harm med det. Det var vel på tide at få morgenmad”. Og han skændte på hende. Da svarede hun og sagde: “Hvis jeg havde haft en mand, så gjorde du ikke det mod mig som du gør”.’
	(Smst.)

Et fjerde vidne har følgende gengivelse af det andet optrin:

	Kunde J iche lige saauel haffue ett eders daure i morgen, som I giorde mig harm der med. Da ßagde Nielß Jenßen: I leger saa mange ny schick paa. Da suarde hun: Huad ny schick leger ieg paa med dig? Medens du est paa mit brød, oc ieg beder dig inttet andet giøre, ind ieg vill [rettet fra kand] forsuare for Gud, da schalt du entten giøre det, ieg befaller dig, eller det vil tage en ond ende, oc naar Laß Borgemester kommer hiem, da schal ieg wißelig haffue straff paa dig der for i raadhuß kieldern.		‘“Kunne I ikke lige så vel have spist jeres morgenmad i morges; hvor I gjorde mig harm med det”. Da sagde Niels Jensen: “I pålægger [os] så mange nye bestemmelser”. Da svarede hun: “Hvilken ny bestemmelse pålægger jeg dig? Mens du er i mit brød, og jeg ikke beder dig gøre andet end jeg vil forsvare for Gud, så skal du enten gøre det jeg befaler dig, eller det vil få en ond ende. Og når Lars borgmester kommer hjem, så skal jeg sandelig have dig straffet for det i rådhuskælderen”.’
	(Skast 1640, s. 36)

Det er ikke klart og vel ikke muligt at afgøre om rettelsen kand > vill er skriverens forsøg på at bringe teksten i overensstemmelse med det sagte eller er hans egen forbedring i skriften.

Dette vidne kommer åbenbart i tanke om at hun har husket forkert:

	Oc wonde for:ne Kiersten Lauerßkoen met oprachte fingre oc eed, at hun fortalde sig met det ord, att Marin Ottis schulle haffue sagt, att det ville tage en ond ende. Thj for:ne Marin Otteß det iche sagde. Oc hand sprang opmod hender [Marine] oc sagde: Slaar J mig, da schal det faa en dieffuelß ende		Og den tidligere nævnte Kirsten Lars’ kone vidnede med oprakte fingre og ed, at hun fortalte sig med det ord at Marine Ottes skulle have sagt, at det ville få en ond ende. For den tidligere nævnte Marine Ottes sagde ikke det. Og han sprang op mod hende og sagde: “Slår I mig, da skal det få en djævelsk ende”.
	(Skast 1640, s. 36)

Det er en vigtig korrektion i en sag hvor hendes madmor er mistænkt for manddrab.

Der er tydelige ligheder og forskelle mellem versionerne, og præcis hvordan ordene er faldet, kan vi altså ikke vide. Overordnet er vidnerne enige om at samtalerne er karakteriseret af spørgsmål-svar-situationer. Desuden synes de at huske substantiver bedre end verber. De er således enige om frasen, saa mange ny schick, mens det dertil hørende verbum varierer mellem hitte, finde og lægge. Når ét vidne mener at Marine Ottes sagde Det vor en smuck ting, att J schulle giøre mig harm der med, et andet at ordene var som I giorde mig harm der med, er det ikke sikkert at den ene tager fejl. Hun kan jo have sagt begge dele i en ophidset, ordrig tale.

Eksemplerne viser at referaterne ofte dækker flere taleture, altså angiver hvad begge parter i en sag ytrede. Dermed kan materialet også illustrere hvordan skift af taletur markeres. Det må forventes at de involverede har talt i munden på hinanden og har kæmpet om ordet. Den slags går desværre ofte tabt i referaterne der skal bogføre hvem der har sagt hvad, og derfor er forholdsvis nøjagtig med inkvitterne.