221. Replikker på vers

Den metrisk bundne form gør – som i skolekomedierne – at de replikker der findes i digte, adskiller sig kraftigt fra naturlig tale. Omtalt på s. 48 i bind 6.

 

I folkevisen om Marsk Stig forekommer denne samtale mellem Marsk Stig og kongens udsendte bud:

»Hør y thett, vnge her Marsty,
och huad ieg syger eder:
y skall ride till kongens gaard,
och følge skal y meg.«»Hør thu thet, du lidenn smaa-dreng,
och huad ieg siger deg:
wedst thu nogett aff kongens rad,
tha døl thett icke for meg!«»Ieg weed icke aff kongens rad,
førind y faar thett att hørre:
for-vden y skall y lieding y aar,
och kongens baner at førre.«		 ‘»Hør I det, unge Hr. Marsk Stig
og hvad jeg siger jer:
I skal ride til kongens gård
og følge skal I mig.«»Hør du det, du lille smådreng,
og hvad jeg siger dig:
Ved du noget om kongens råd,
da skjul det ikke for mig!«»Jeg kender ikke til kongens råd
før I får det at høre:
bortset fra at I skal i leding i år
og kongens banner føre.«’
(DgF, bd. 3, s. 350)

De forskellige tiltaleformer (I og du) afspejler nok meget godt en virkelig samtale på tværs af stænder. Men formularisk fyldekalk som de to første linjer i de to første vers, og særligt anvendelsen af och (vers 1,2 og 2,2) og at (3,4) viser at replikkerne har skullet passes ind i et (ganske vist temmelig løst) versskema. Efter den metriske reform i 1600-tallet, hvor fastere versformer indføres, bliver det vanskeligere at passe naturligt talesprog ind i versskemaet. Måske er det navnlig den højtideligere lyriske digtning der er sværest at forene med talesprog, sammenlign de unaturlige talegengivelser hos Oehlenschläger og Aarestrup med den unge piges replik i Schades digt:

»I gamle gamle
Hensvundne Dage!
Da det straalte i Norden,
Da Himlen var paa Jorden,
Giv et Glimt tilbage!«
(A. Oehlenschläger 1803/1926, s. 20)

»Skuffes jeg? hvad eller er det
Sang fra Kirken jeg fornemmer?
Hvilket Chor! som Psalmetoner!
Hvilke klare, rene Stemmer!«
(E. Aarestrup 1838/2001, s. 144)

De søde vaade Læber tar nu en Margarit
imellem Tænderne og siger: Tit!
Nu skal jeg kysse Kæresten, og vi skal ha det rart –
Farvel – for jeg skal af i Middelfart.
(J.A. Schade 1928, s. 56)

En tilbundsgående undersøgelse af replikker i digtningen savnes mig bekendt. De spiller nok en litterær rolle som bærere af andre stemmer end digterens, og der kan nok ses en historisk udvikling i brugen af dem. Men som kilder til talesprogets udvikling er de ikke meget bevendt.

Simon Skovgaard Boeck 2022