39. Store og små bogstaver

Udvidet version af afsnittet om store og små bogstaver på s. 73-75 i bd. 2.

Principperne for brugen af store og små bogstaver er i størstedelen af perioden i hovedsagen de samme som dem der allerede var næsten gennemført i trykte tekster i slutningen af 1600-tallet (kap. 5.3, s. 57 ff.), herunder i Christian 5.s Danske Lov (1683; jf. A. Karker 1983, s. 66 f.): Substantiver (appellativer og proprier) og substantivisk brugte adjektiver blev som regel, men med en del afvigelser, skrevet med store begyndelsesbogstaver, og der blev skrevet med stort i tekststart og efter punktum (og i Danske Lov normalt også efter semikolon) – ellers blev der skrevet med småt. Denne principielle fordeling af store og små bogstaver var officiel retskrivning indtil de små bogstaver blev indført i appellativer ved retskrivningsreformen i 1948. Den var ligeledes – som den officielle retskrivning i det hele taget – den praksis som de fleste sprogbrugere fulgte eller stræbte efter at følge. Men samtidig var netop brugen af store begyndelsesbogstaver (og af Aa/aa, se afsnittet “Dobbelt-a og bolle-å” i selve kapitlet i bd. 2) en praksis som der næsten konstant blev opponeret imod, og som et relativt stort antal skribenter i specielt anden halvdel af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet ikke respekterede (se nærmere i kap. 17.5, afsnittet “Tradition og fornyelse”, i bd. 4).

I skrivelser fra myndigheder mv. var der dog ingen vaklen, og fx Forordning 1739 var da også i altovervejende overensstemmelse med de nævnte principper. Der forekom dog stadig enkelte mindre afvigelser fra den senere praksis, fx en tendens til at udvide brugen af stort bogstav til i et vist omfang også at omfatte adjektiviske og adverbielle afledninger til appellativer, fx Philosophiske, Mathematiske og Maanedlige, Ugentligen; også nationalitetsadjektiver blev normalt skrevet med stort, fx nogle Danske Linier. I den slags tilfælde skrev Malling 1777 gennemgående med lille og lå dermed på linje med de senere autoriteter fra Molbech 1813 over Madvig 1855 til DRO 1946. Også Svend Grundtvig videreformidlede i DHO 1872 loyalt reglen om at substantiver skulle skrives med stort – men undlod dog ikke i forordet til sin officielt anbefalede ordbog at slå et slag for afskaffelsen af de store bogstaver (og af Aa/aa og af j i fx gjerne og kjøre, se nærmere i selve kapitlet i bd. 2 i afsnittene “Dobbelt-a og bolle-å” og “Palatalisering”). Og i 1888 var kultusminister J.F. Scavenius faktisk på nippet til at indføre de små bogstaver, men han fik kolde fødder og cementerede i stedet med Bek. 1889 de traditionelle regler (se nærmere i kap. 17.5, afsnittet “Officiel retskrivning”, i bd. 4).

I 1948 blev de små bogstaver som allerede nævnt indført i appellativer, og de nye regler blev gennemført i skolerne og i statstjenesten i løbet af et års tid og trængte også relativt hurtigt igennem i officiel og offentlig sprogbrug i det hele taget, bl.a. i landets dagblade (se nærmere i kap.17.5, afsnittet “Ortografisk domæneudvidelse”, i bd. 4). Reglerne for brug af store og små bogstaver har ligget fast siden 1948, bortset fra at forskellige detaljer er blevet justeret og forfinet i specielt RO 1986 og senere. Det gælder fx reglerne for brug af stort eller lille bogstav efter kolon, i navne på offentlige institutioner, i flerleddede navne, i sammensætninger med proprier, i betegnelser på historiske begivenheder og i initialforkortelser (se nærmere i H. Galberg Jacobsen 2010, s. 591-594, og (om initialforkortelser) i 2013, s. 288-290). Hvor der i de første år(tier) efter 1948-reformen kunne spores en vis storbogstavforskrækkelse hos normgiverne og normfortolkerne i Dansk Sprognævn, har tendensen siden 1986 i stadig højere grad været en accept af de store bogstaver som navnemarkør (1986 fx statsministeriet > Statsministeriet) og forkortelsesmarkør (2012 fx edb > EDB/edb).