Udvidet version af afsnittet “Fra kolon til – kolon” på s. 124-125 i bd. 2.

---

 

Fra år ca. 1800 og de følgende godt og vel 100 år kan man hos grammatikerne iagttage hvordan kolonet får indsnævret og specialiseret sit anvendelsesområde til at være et rent fremadvisende tegn, og hvordan det opgiver funktionen som skilletegn inden for perioden og overlader pladsen til semikolonet (og i et vist omfang til tankestregen).

Udviklingen når sit foreløbige slutpunkt i 1904, hvor Henrik Bertelsen udsender sin retskrivningslære (der senere kom til at danne grundlag for retskrivningsvejledningen i den officielle retskrivningsordbog, SRO 1918). Bertelsen udelod her helt kolonets funktion som periodeskilletegn og tillagde det kun funktionerne som markør af “ordret Anførelse” og af “Opregning eller Forklaring”, svarende til de funktioner som også er de primære i de nugældende retskrivningsregler: “Foran ordret gengivelse” og “Foran forklaringer og lign.” (RO 2012, § 52.1-2).

Se nærmere om overgangen fra ‘traditionelt kolon’ til ‘nyt kolon’ i løbet af 1800-tallet i det følgende.

Fra Dichman 1799 til Rask 1826

Endnu i C.F. Dichmans Regler for Retskrivningen (1799), der for næsten halvdelens vedkommende udgjordes af kapitlet “Om Punktasionsteg­nene” (s. 104-173), var rangordningen mellem kolon og semikolon den traditionelle, og det var funktionen som periodeskilletegn der nævntes som den første af kolonets funktioner. Det samme er tilfældet i S.N.J. Bloch 1805 og 1817, hvorimod M.F.G. Bøgh 1822 snarest betragter funktionen som markør af direkte tale eller eksemplificering som den primære. Det er i hvert fald den og kun den funktion af kolon der bruges til at betegne det såkaldte “colonske Ophold” (s. 239 f.; jf. også s. 226), hvorimod Bøgh henfører opdelingen inden for den punktumafgrænsede periode i forsætning og eftersætning til kolonets funktion som betegner af det såkaldte “ualmindelige semipunctiske Ophold” (s. 231).

Rasmus Rask kommenterer i sin Retskrivningslære (1826) forholdet mellem kolon og semikolon og beklager at kolon efterhånden er fortrængt af semikolon (“Ledtegn”, som han kalder det) som skilletegn mellem forsætning og eftersætning. Jf. også at han foretrækker betegnelserne “Delingstegn”, “Eftersætningstegn” og “Forsætningstegn” fremfor kolon.

Fra Jensen 1834 via Høyer 1857 til Flor 1858

Også de fleste tegnsætningsvejledninger fra de følgende år har kolonets funktion som “Delingstegn” som den primære, således fx J. Jensen 1834, Fr. Sneedorff-Birch 1835, N.M. Petersen 1837, C. Bartholin 1843. Men fra og med E. Wolle 1846 vender det, og det er herefter den fremadvisende (citatmarkerende, eksemplificerende) funktion der nævnes først (eller som den eneste funktion), således i N.W.T. Bondesen 1853, Blicher 1854 og H. Høyer 1857.

I den sidstnævntes interpunktionslære i Indbydelsesskrift til den offentlige Examen i Helsingørs Høiere Realskole indgår endda denne anmærkning til kolonparagraffen:

Det er forældet at bruge Kolon inde i Sætningsforbindelsen (mellem For- og Eftersætning).
(H. Høyer 1857, s. 9)

C. Flor fastholder til gengæld året efter i sin retskrivningslære at kolon har en “dobbelt Anvendelse”, dels i “længere Sætninger, hvor Semikolon allerede oftere er brugt”, dels “sin egentlige og selvstændige Anvendelse” foran direkte tale eller en nærmere forklaring (1858, s. 67 f.).

Fra Nielsen 1859 via Lunde-Nielssen 1887 til Byskov 1910

Den moderne fremadrettede, annoncerende funktion er den primære eller eneste i næsten alle tegnsætningsvejledninger i de følgende år, fx C.J. Nielsen 1859, J.V. Bloch 1861, P. Clausen 1862/1868, C. Dorph 1865, J. Løkke 1865, P. Rasmussen 1891, M. Matzen 1893, H. Bertelsen 1904 og J. Byskov 1910.

En vægtig og original undtagelse udgør K. Lunde-Nielssens bog Praktisk-theore­tisk Interpunktions-Lære for dansk Skriftsprog (1887), der anfører brugen af kolon mellem en flerleddet forsætning (uanset om leddene i den er adskilt med komma eller semikolon) og dens eftersætning som den primære, men som i øvrigt sammenfatter de syv forskellige funktioner under et ‘samle’-overbegreb og indleder alle syv kolonparagraffer (§ 28-34) med ordene “Kolon samler (..)”, fx “§ 30. Kolon samler et anført (citeret) Indhold, direkt eller indirekt bebudet af en foranstaaende Sætning som anførende”; en enkelt gang bruger han betegnelsen “Samlingstegnet” som synonym for Kolon.