51. Udtale og stavning – de uvante skribenter

I løbet af perioden bliver skrivefærdighed mere og mere udbredt; men det har stadig været et mindretal af befolkningen der har behersket denne færdighed. Den var heller ikke knyttet til bestemte befolkningsklasser. Her omtales to eksempler på skrivefærdighed: nogle egenhændige kalenderoptegnelser af Frederik 2. og en dagbog som en række gårdmænd fra 1592 til 1788 har indskrevet i den såkaldte Fladstenbog. I begge tekster kan stavemåderne afspejle tidens udtale.

Frederik 2.

I egne øjne var Frederik 2. (1534-1588, konge fra 1559) en dårlig skriver. Han beklagede sin egen uddannelse, og han gjorde meget for at hans søn, Christian 4., skulle få en bedre. I moderne tid er han – på baggrund af egenhændige skrifter – blevet diagnosticeret ordblind (V. Hermansen 1956). Hans manglende efterlevelse af samtidens ortografi fremgår hurtigt når man læser hans dagbogsoptegnelser. Der er heller ikke tale om at han i stedet anvender et konsistent og gennemarbejdet selvstændigt ortografisk system som fx Christian 2.s dronning Elisabeth (1501-1526) anvender sig af (jf. P.L. Hjorth 1974). Til gengæld er de korte kalenderindførsler prægede af faste formler, og derfor er der alligevel en vis konsekvens i enkeltords stavemåde.

En sådan konsekvens kan måske ses i fordelingen af a og ae for /å/. Frederik 2. anvender ae for /å/ undtagen foran r: pae, och sae, gae, raet, raehussit (men rahuss én gang), besae, lae og aed over for proprier på ‘-gård’: Nuegar ‘Nygaard’, Hawerbergar ‘Havreballegaard’. Det er snarest denne undtagelse der ligger bag hans former farschrewyt pct. ‘forskrevet’, farlige vb. ‘forlige’, farlych pct. ‘forliget’ (og den enkeltstående form Nyebar propr. ‘Nyborg’ mod Kronnebor mfl.). Skellet mellem ae og a kan afspejle et skel mellem den mere lukkede å-lyd over for den mere åbne og tilbagetrukne å-lyd svarende til forskellen mellem på, også, gå osv. over for -gård i moderne dansk.

Men Frederik 2. anvender også a for en a-lyd, det er i hvert fald tilfældet i de i denne sammenhæng upåfaldende fra, samme, dach, Assen, Dawitt, batte ‘badede’. Derfor er det muligt at Frederik 2.s almindelige og enerådende form kam præt. ‘kom’, afspejler en jysk udtale med /a/. Samme form optræder i Fladstenbogen. Den betegnes af Brøndum-Nielsen (1950, s. 53) som jysk i gammeldansk (jf. også Feilberg). Formen kam sidestilles af Brøndum-Nielsen med de labialiserede former olt ‘alt’ og oller ‘aldrig’ – og videre med bl.a. æ-vokal i siger og fik. Ingen af disse jyske træk optræder imidlertid hos Frederik 2., der skriver alt, sygger og fych.

Frederik 2.s optegnelser har som sagt en meget kortfattet form og en til dels formelagtig opbygning. Følgende uddrag (26. januar – 16. februar 1584) kan tjene som eksempel:

26. Y dach molte ieg mynt sönt Crisstyan och Wlrych, wor langge dye war ‘i dag målte jeg mine sønner Christian og Ulrik; hvor lange de var’
28. Y dach dro ieg tyl Rantholt i iach ‘i dag drog jeg til Ravnholt på jagt’
30. Y dach dro ieg tyl Schandelbor igen ‘i dag drog jeg til Skanderborg igen’
1. Y nat bleff mint nessduch woet y mint sent, sumt ynttit wan war huss, och ieg wille drachge wmdt morgen tyl Aker og schede icke; samme dach kam kansseller och hyet ‘i nat blev mit lommetørklæde vådt i min seng, som der intet vand var ved, og jeg ville drage om morgenen til Åkjær og det skete ikke. Samme dag kom kansleren også hid’
2. Y dach war ieg met mint Soffye och bunr her pae Schandelbor ‘i dag var jeg med min Sofie og børn her på Skanderborg’
4. Y dach dro ieg tyl Aker ‘i dag drog jeg til Åkjær’
5. Y dach dro ieg tyl Hallynch, sum lychger y Hatssherrit ‘i dag drog jeg til Halling som ligger i Hads herred’
7. Y dach dro ieg tyl Rude, sum lychger y Hattssherrit ‘i dag drog jeg til Rud som ligger i Hads herred’
8. Y dach dro ieg Lostrupt, sumt Knut Munssen hawer boet, samme dach kam mint Soffye och hyet ‘i dag drog jeg til Loverstrup som Knud Mogensen har beboet, samme dag kom min Sofie også hid’
10. Y dach dro ieg met mint Soffye tyl Aker ‘i dag drog jeg med min Sofie til Åkjær’
12. Y dach dro ieg met mint Soffye tyl Schandelbor ygent i dag drog jeg med min Sofie til Skanderborg igen’
16. Y dach haver ieg wet met mint kansseller, at Farrenssbech skal kumme intden 2 yar y k. aff Pollenss raet, wmdt dye lewer boe, wmdt it fat wyn ‘i dag har jeg væddet med min kansler om et fad vin at Farensbach [en livlandsk adelsmand] inden 2 år skal komme i kongen af Polens råd, hvis de begge lever
(O. Carøe 1872, s. 557)

Ordet yar ‘år’ i den sidste indførsel er uden tvivl en germanisme (Jahr). Også formen wyrre ‘fire’ (25. december 1587) må være udtryk for tysk påvirkning. At Frederik 2.s manglende sprogbeherskelse bl.a. kommer til udtryk i en sammenblanding af hans to hovedsprog, dansk og tysk, viser også hans fåtallige egenhændige breve. Disse er navnlig skrevet på tysk, men enkelte danske meddelelser forekommer i form af meget kortfattede efterskrifter, således i denne på et blandingssprog, der gør meningen uklar:

Keyre gammel Hans ich bitte dych alsse meyn gammel stalbroder du wylt mich dysse resse nich abschalgen Ich wylss wydderwmdt mit hutt vndt har wydder furdynnen ‘Kære gamle Hans, jeg beder dig som min gamle staldbroder at du ikke vil afslå denne rejse. Jeg vil gengælde det helt og holdent’
(F.P. Jensen 1984, s. 42 f.)

De citerede stykker ovenfor viser at kongens manglende sprogbeherskelse ikke kun gælder det overordnede plan – sprogvalget. Det er navnlig hans manglende beherskelse af den basale ortografiske norm der springer i øjnene. Denne mangel indebærer at hans staveformer påpeger uoverensstemmelser mellem talt sprog og ortografisk konvention, uoverensstemmelser der består i at skriften har bevaret en arkaisk form. Det er fx tilfældet med wor ‘hvor’ i kalenderuddraget ovenfor. Jysk har ganske vist længe bevaret /h/ i /hv-/, /hj-/, og Frederik 2.s former afspejler altså ikke en særlig jysk udtale (lignende svindformer findes allerede i ældre middeldansk: iælpæ ‘hjælpe’, walp ‘hvalp’).

Som alle andre kilder fra tiden er Frederik 2. ikke uproblematisk. Hans afvigelser fra den ortografiske norm er ikke nødvendigvis udtryk for en udtalegengivelse; noget er simpelthen fejl. Når han fx i det anførte skriver bunr ‘børn’ og mynt sönt ‘mine sønner’, er det ikke udtryk for at ordene har været udtalt således.

Men der synes også at være en vis orden i galskaben; og at Frederik 2.s ortografi i et eller andet omfang står i forhold til tidens normalortografi, fremgår af at han følger dennes fravalg af dobbeltskrivning af vokal som længdemarkør. Normalortografien er den ramme Frederik 2. har lært at skrive inden for, og han opfinder ikke nye systemer. Men en analyse af hans forhold til normen mangler stadig.

I det omfang Frederik 2.s former kan bruges som illustration af udtalen i ældre nydansk, står der stadig et grundproblem tilbage, nemlig det at formernes repræsentativitet ikke kan bestemmes. Snarest afspejler formerne en udtale ved hoffet, efter alt at dømme iblandet en del tysk, men det siger intet om udtaleforholdene i de øvrige samfundslag.

Fladstenbogen

De dagbøger og optegnelser vi kender fra danske bønder, stammer hovedsageligt fra 1700-tallet og fremefter. Det vil sige fra perioden efter den ældre nydanske. Sønderjylland danner dog en undtagelse; her var skrivekyndigheden udbredt tidligere end i resten af landet, idet handlen mod syd har medført et behov for at føre regnskab m.m. (M. Mogensen & N.W. Bruun 1998, s. 9).

På gården Fladsten ved Aabenraa har gårdmændene fra 1592 til 1788 indskrevet en række forskelligartede tekster i den såkaldte Fladstenbog; den er udgivet af B. Poulsen & I. Biehl Hansen i 1994. Teksterne er i begyndelsen på tysk eller dansk afhængigt af emnet, men efterhånden bliver dansk dominerende. Til brug for dette kapitel udnyttes de ældste danske dele af håndskriftet, dvs. de stykker der er skrevet af de ældste ejere, Mads Pauelsen, 1592-1623, Jørgen Madsen, 1626-1657, og Mads Jørgensen, 1659-1711.

Simon Skovgaard Boeck 2018