Perioden rummede også professionelle sprogbrugere der meget præcist beskrev det danske sprog og herunder også sprogets udtale. Matthias Moth anfører en form for udtaleangivelse i sit store ordbogsværk. Erik Eriksen Pontoppidan forfattede en stor dansk grammatik – på latin – og nedskrev også et manuskript til en rimordbog.

Matthias Moth

Matthias Moths (1649-1719) enorme ordbogskompleks fra tiden omkring 1700 står som kulminationen på adskillige tilløb til at give det danske sprog en modersmålsordbog sådan som flere europæiske sprog havde fået det i løbet af 1500- og 1600-tallet. I modsætning til mange samtidige ordbøger forsøger Moth ikke at udelukke lavsprog fra sin ordbog, men fremmedord og arkaismer blev medtaget i mere begrænset omfang. Moths Ordbog er ikke en udtaleordbog, men han anvender et system af diakritiske tegn til at markere vokallængde. Således at cirkumfleks (^) anvendes for at markere lang vokal i lukket stavelse (dvs. stavelse der slutter på konsonant). Eksempler: Bred sb. – Brêd adj., Dêl sb. – Dele vb., Feder [eller] fêr [jysk] feir ‘fjer’; Lôd præt. – Lod sb., Môs ‘grødagtig masse’– Mose; Tø̂f imp. ‘tøv’ – Tør adj., Ø̂l ‘rem’ – Øl ‘drikken øl’.

Eksemplerne Dêl ­– Dele og Môs – Mose viser blot at Moth ikke anvender markører i åben stavelse (dvs. en stavelse der slutter på en vokal), men altså ikke noget om den trykstærke vokals kvantitet i de tostavede ord, fordi vokalen i åben stavelse har været regelret lang. Derimod må fraværet af markør i de øvrige eksempler tolkes som udtryk for kort vokal.

Men forholdet kompliceres af at Moth også anvender cirkumfleks som en kvalitativ markering. For det første betegner â en å-lyd uden hensyn til længde, eksempelvis Bând ‘bånd’ og Hând ‘hånd’.  For det andet betegner î, ŷ og û (som påpeget af Brink og Lund 1975, s. 798) ikke langvokal men snæver kvalitet. Moth skriver fx Mîld, Sŷf ‘syv’ og gûld.

Også for a, e og o gælder særlige forhold. Det hænger dels sammen med at Moth for disse tre regner med en særlig “klar” udtale, der tilføjer et kvalitativt element til den kvantitative dikotomi kort-lang vokal, dels ved at han (sandsynligvis vildledt af skriften) har opfattet å-lyden som et langt eller fordoblet a. Om de klare (og lange) udtaler har han sat sig for at benytte accent grave: à, è og ò. Både à og ò anvendes i vid udstrækning. Om ò skriver Moth (i artiklen O) at det “er klàrt, og lyder som et langt a (..) som bòg, snòg”. Derimod gør Moth kun sjældent brug af è. Han omtaler selv (i artiklen E) at lyden optræder i “dèr hèr og s[å] f[remdeles]” og Aage Hansen – der tolker lyden som et “langt e [med] æ-lyd” – mener at Moth nok ofte har glemt at sætte markører, fordi det drejer sig om så få ord (Aa. Hansen 1931-1932, s. 101). Kategorien “klar” findes for øvrigt også hos Henrik Gerner, der taler om “renlydende” eller “purum” (jf. E. Olsen 1945, s. 34). Gerners inddeling er dog anderledes end Moths.

Der er nok grund til at hæfte sig ved Moths formulering i artiklen E:

E. er langt og tegnes i denne glosebog, hvôr fornøden er, til forskel fra det stakkede med aksent, sâledes. ê. Hvilket mest skêer i de ôrd, som bestâer af ên stavelse, og iblant i de ôrd som har flêre stavelser. som. dêl, dêls, dêlt, êd, êg [‘egetræ’], êf [‘tidsrum på 100 år’], êm. o[g] s[å] f[remdeles] bêvre, êbre [‘skære tænder’], êde [‘aflægge ed’]. o[g] s[å] f[remdeles].

Her opstilles brugen af længdemarkører ikke som et system, men som en signalering af betydningsforskel. Og det er vigtigt at hæfte sig ved at det er betydningsforskelle der ligger til grund for Moths anvendelse af markører.

Om erkendelse af skellet mellem åben og lukket stavelse vidner udsagnet i artiklen E ikke. Men man kan – som Aage Hansen (1931-1932, s. 100) – tage Moths ord og praksis som udtryk for at vokalen i åben stavelse altid er lang, og at det derfor ikke har været “fornøden” at markere udtalen dér. Langvokal i åben stavelse er gennemført i moderne dansk bortset fra enkelte småord.

Som det allerede er antydet, bør man være påpasselig med Moths former; og navnlig ikke regne med at han fuldstændig konsekvent har sat længdetegn. Ikke sjældent optræder et ord med og uden markering (vurderingen af Moths konsekvens er anderledes positiv hos Aage Hansen 1931-1932, s. 100). Et par eksempler: På alfabetisk plads i ordbogen står opslagsordet ydmyghêd, der henviser til artiklen Mydig, og herunder behandles både Yd-mŷg og Ŷdmŷghed – her er accenterne i hvert fald ikke sat konsekvent. Kvantitetsmarkør anvendes som regel kun i lukket stavelse, men fremmedordet Tê har markør.

Aage Hansen anfører at berigtigende information i tvivlstilfælde kan findes i Moths forarbejder og i sammensætninger hvor det pågældende ord er brugt som efterled. Man kan også hente oplysninger i artiklernes bøjningsapparat og citater med opslagsordet, selvom Moths ortografi ikke er konsekvent og nok præget af hans kilders skriveformer. Ordet huske optræder således som huske, hûske, huse, house og houske, og der er også eksempler på e som længdemarkør i stedet for cirkumfleks: Juel ved siden af det hyppigere Jûl. Det afsluttende e i Têe er næppe længdemarkør, men angiver at ordet er et verbum.

Erik Eriksen Pontoppidan

Erik Eriksen Pontoppidan (1616-1678), der endte sine dage som biskop i Trondhjem, er en af flere lærde (især præster) der i 1600-tallet kaster sig over studiet af modersmålet. Pontoppidan er en af de tidligste, og hans hovedværk, Grammatica Danica, en omfattende dansk grammatik skrevet på latin, der udkom 1668, har han nok arbejdet på i adskillelige år. Grammatikken rummer væsentlige oplysninger om dansk i 1600-tallet. Se også billede og billedtekst i kapitlet ”Grammatikker” i bd. 1, s. 236.

Ved siden af dette storværk forberedte Pontoppidan også en rimordbog. Også dette værk var tænkt til udgivelse, men kendes i dag kun som håndskrift (GKS 3605, 8°). Pontoppidan henviser til ordbogen i grammatikken og kalder den Vocabularium Danico-rhythmicum (1668, s. 14). Håndskriftet selv har intet titelblad, og det er præget af en række lakuner. Ordbogens første opslag er Aare (~ Daare og Saare), og en række ord må have foregået dette: ord på ‑åde og ‑ål fx. Den er struktureret i 7 klasser efter vokalerne a, e, i, o, u, y og ø. Inden for hver klasse opdeles materialet i afsnit med titler som “A ante B” ‘A før B’. En længere række afsnit mangler. Blandt andet ord med mandlig udgang på –a, -e og -u da indledningerne til disse klasser mangler. Den sidste klasse begynder med afsnittet “Ø ante B” ‘Ø før B’, og ord på udlydende ø opremses under øe: Øe ~ Døe, Frøe osv.

Det er kun Aa og Ee der behandles i selvstændige afsnit, de øvrige langvokaliske forekomster er behandlet sideordnet med de kortvokaliske, men i selvstændige rimgrupper.

Lyden æ har ikke fået en selvstændig klasse. Denne lyd behandles sideordnet med kort e, bogstavet æ anvendes derimod aldrig som alternativ til ee.

Disse mangler gør naturligvis rimordbogen til en mindre ideel kilde til lydhistorien. Vi kan heller ikke vide om dens rimpar er mere end grafiske rim.