107. Middelalderlig Mariavise

Samtlige vers af salmen Hennes howyth thet, lignes vydh gull thet rødhæ.
Fra AM 76, 8º (S. Kroon mfl. (udg.) 1993, s. 65-70).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 100 i bd. 4.

---

 

Ridher oc swenæ oc fro er oc mør,
j ladher op.
edhers øræ, j veræ vell.
tistæ som ther till bør,
omj villæ hennes loff høræ,
jek vil tik lowæ thu edhlæ jomfruæ,
om tu teht ikkæ forkunnæ,
jek fører tith loff aff allæ minæ mwæ,
for allæ thøm tegh vel vndhæ

Inghen hauer seth soo ven en quinnæ,
tessæ orth moo iegh beuysæ,
hun er vel prøueth i tucth oc synnæ,
ther scriwer aff salmon visæ

hun er møghet vener en engell i skare
soo er hun skøn then renæ, soll oc
monæ oc stierner klare,
lignes ikkæ then jomfru iek mener

Inghen kan tenkæ huor ven hun er,
tess hauer man i<n>ghen effnæ,
myth hiertæ thet gledhes hun er myk kier,
nar jek hynnes naffn hør neffnæ,
hun er vel cledh til handh oc foth,
i purpur oc jacinto, i bollæ kin oc blianth,
jn koko oc bistinctu

Hennes kledher er forydh met panther skin,
the hawæ soo manghæ lydhæ,
oc meth salmandher skin ful uel met glædhæ,
moo hun them fulvell nydhæ,
hennes kledher hauæ møghet sødher døn,
en rosser oc mwskathæ bothæ,
som ysaach taledhæ til syn søn,
han laa i døt sens wadhæ

Hennes howyth thet, lignes vydh gull thet rødhæ,
carmelus bergh thet høwæ,
thet gywer fruct oc yrther till grødhæ,
ywer allæ sin landh till nøwæ,
øwen hauer hun tyrtell syn,
oc haar som palmæ quistæ,
hun er then sool oss da[g]ligh skyn,
wi kunnæ hennes nadhæ ey mistæ

Hun er opp voxen mø som vondh,
som mirra thorn thet rødhæ,
hennes belthæ thet er eth silkæ bondh,
thet ber hun forudhen all mødhæ,
hennes halss er hwidher oc vener ath se,
en dauitz thorn thet boldhæ,
e hoo thet ser hannum løster at lee,
soo er thet sterth ath holdhæ

Meth skiol oc spyth oc bisser oc blidher oc ther till fawræ thinnæ,
hun lewer met gledhæ forudhen all quidhæ,
then ethlestæ kieysserinnæ,
johannes han soo en jomfru so fyn,
man mathæ henne dranighen kallæ,
hun var kleth i solsens skyn,
oc mønen henne fodhæ balle

Johannes han scriwer in appochalipsi so,
aff hennes kobæ oc kronæ,
som han in patmos insula soo,
j hymmerighs høwæ thronæ,
sibilla hun soo then samme syn hun lot en keyseræ skodhæ,
y romære stath vndher hemmelsens skin,
thet haff dhæ oss gledhæ at biwdhæ

Hun hauer en kronæ bodhæ ven oc boll,
er lauch met dyræ stenæ,
aff allæ creatu[r] er hun vth wolt then edlestæ jomfru al enæ,
hennes føther the stanner i en stadigh grun[u]o[ll],
eræ skodhæ i gul thet rødhæ,
the hennæ thyener løsær hun aff nøth,
i hymme rygh vil hun them lønæ,

Judith hun var en quinnæ ful skøn,
oc klogh i allæ synnæ,
hun frelstæ sit folk oc var full køn,
olifernem mwnnæ hun forvinnæ,
the lignes henne som van for vyn,
then alsom edlestæ liliæ,
i al vor nødh er hun ful fyn,
fran heluydis kan hun oss skyliæ 

Putifar han hafdhæ en dot ter soo geff,
han luctæ hynnæ i tornet ynæ,
han gaff hennæ josep til hosfru leff,
asnech then skiønestæ quinnæ,
en thæ lygnes hun veth then,

Som dyerres aff at quedhæ,
hun kan vell løsæ aff al hannæ vene,
i hymmerigh hauer hun glæthæ

Hun er vel wen bothæ vthæ oc ynnæ,
for allæ hannæ smyttæ

Alverdhens speyel meth tucht oc synnæ,
crist gywæ oss hynnæ at hittæ

Hun er en vener en ester fruæ,
frucswmæ legher er hun en lyæa,
hun helper oss gernæ aff al syn mwæ,
henes naffn thet kallas MARIA. AMEN