111. Th. Kingo-salme 1681
Samtlige vers af salmen Med Blusel, Graad og Klage.
(Th. Kingo 1681; KingoSS, bd. 3, s. 189-194).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 106 i bd. 4.
1.
Med Blusel, Graad og Klage,
Med Sindsens skiulte Plage
Jeg ydmyg kommer frem
For Naadens høye Throne,
At søge Syndsens Sone
Ved JEsu Vunder fem.
2.
Med salte Øyne Taare,
Jeg synde-giekked Daare
Min Kind vel bløde maa,
Med Lowens Smek og Snerte
Jeg slide maa mit Hierte,
Til Suk deraf at faa.
3.
Thi naar jeg mig besinder
Hvordan min Tijd henrinder,
Som hastig Elv og Aae,
Og hvor jeg lidet andser
At Synden alle Sandser
Kand slæt forblindet faa!
4.
Da maa jeg Øyet gnie,
Og mig, som Ormen, vrie
I Jordens nedrig Støv!
Mit Hierte slæt maa briste,
Min Siæl i Livet riste,
Som daalligt Espe-Løv.
5.
Fra først jeg randt af Roode,
Strax Synden med mig groode,
I Vuggen fik jeg Smag
Paa Syndsens Eble-Stamme,
Naturen vaar min Amme
Til Syndsens Patte-drag.
6.
Nep kom jeg til at vende
Min Gange-vogn til Ende,
Før jeg vaar snild at gaa
Flux efter Ondskabs Svøbe,
Min Tunge kunde løbe
I bander stoor’ og smaa!
7.
Om Riiset vilde qviste
Og kue mig, med Liste
At dempe Syndsens art:
Saa snart at snertet dulmed,
Sig Arten i mig ulmed
Og fik sin gamle Fart.
8.
Som jeg i Aar optriinde,
Sig Synden ved mig kliinde,
Om end jeg tugtet blev
Til HErrens Frygt og Ære,
Jeg dend dog tiit (dißværre)
I Glemme-bogen skrev.
9.
Min Ungdom, Daarskabs Moder,
En blanding af unoder,
Vellysters Oldermand,
Mig ofte haver daaret,
Og Roser til mig baaret
Med Slange-stik og Tand.
10.
Udi min Mandoms Styrke,
Da Gud jeg burde dyrke,
Har jeg med Jacob ey
Min Gud i Faunen taget,
Men Naaden tiit forsaget,
Og vandret Syndsens Vey.
11.
Hvor tijt har jeg afviget
Fra Dyders Vey, og stiget
I Lasters Lime-spoor?
Hvor tijt lood jeg mig bøye
Did hen, hvor andris Øye
Til Dødsens Lyster foor?
12.
Jeg ofte haver fundet,
Naar jeg i Synd vaar bundet,
At JEsus mig hâr løest:
Naar jeg leed ofte ilde
Da obned hand sin Kilde,
At jeg fik Trøst opøest.
13.
Da klynked jeg og loved
At Satan, Syndsens Hoved,
Sit Lyste-regiment
I mig ey skulde finde,
Dog gik jeg, med de Blinde,
Hvor hand blev Synd-betient.
14.
Paa Soote-sengens Leye
Hâr Gud og vildet veye
Min Synd mod Naadens Pund:
For læt jeg tijt er fundet,
Dog hâr min Gud forbundet
Og lægt mit Saar af grund.
15.
Mens ach! saa snart min Sprekke
Begyndte sig at stekke,
Og jeg blev frisk og føer,
Jeg da saa snarlig glemte
At Gud ey sønderklemte
Mit Lefnets svage Rør!
16.
Af Dødsens grumme Fare,
Blant mine Fienders Snare,
Hâr Gud mig underlig
Med egen Haand udrevet,
Og Liv paa ny bebrevet,
Blant tusind skaanet mig.
17.
Saa gik jeg frem og groode
Blant HErrens Mægle goode,
Jeg treen i fulde svang
Med Ære, Gods og Lykke,
Men HErrens Frygtis Smykke
Dog tabtis mangen gang.
18.
O Gud, du veedst og kiender,
Det ey i mine Hænder
Og mine Kræfter staar,
At jeg dig fuldt kand dyrke,
Om jeg ey daglig Styrke
Fra dine Hænder faar.
19.
Knuus selv mit Hiertis Stene,
Buk høye Tankers Grene,
Giv ydmyg Kierlighed
Til Gud og til min Næste,
Min Gang du selv befæste
I dine Fodefied.
20.
Hold mig i dine Veye,
Lad mig i Døden neye
Ned paa din Død og Saar!
Saa skal mit Liv begynde
Og sig til Ljvet skynde,
Naar jeg af Ljvet gaar.
