176. Arild Huitfeldts samarbejde med Arngrímur Jónsson om sin danmarkshistorie

Om samarbejde mellem Arngrímur Jónsson og danske lærde, fx Arild Huitfeldt, om udbredelse af kendskab til de islandske håndskrifter og deres vidnesbyrd om fortiden i Danmark, omtalt på s. 45 i bd. 5.

Arngrímur Jónsson den Lærdes (1568-1648) virke blev epokegørende mht. samarbejdet mellem islandske og danske lærde. Efter at have studeret på Københavns Universitet blev han rektor på Hólar (1589-1595), og i 1593 udkom hans bog Brevis commentarius de Islandia, som skulle råde bod på fejlagtige skriverier om Island i udlandet. Bogen gjorde danskerne opmærksomme på islandske håndskrifter, som de hidtil ikke havde benyttet sig direkte af. Arild Huitfeldt arbejdede i disse år på den ældste del af sin Danmarkshistorie, og man formoder, at Arngrímur har vist ham teksten til sin bog, da de mødtes i København i 1592.

I 1596 blev der udstedt et kongebrev, hvori islændingene fik befaling om at låne Arngrímur resumeer eller afskrifter af de oldskrifter, der kunne bidrage til Arild Huitfeldts arbejde med Danmarkshistorien (J. Benediktsson 1985, s. 13-19). Desuden skulle han lede efter relevante skrifter og oversætte dem til dansk. Men ifølge kilderne oversatte Arngrímur teksterne til latin, da de islandske lærde var vant til at skrive på dette sprog. Som nævnt ovenfor var det kun få islændinge, der på den tid skrev på dansk. Med oversættelserne til latin stiftede danske lærde bekendtskab med kernen i det, som islandske skrifter kunne berette om Danmarks oldtid, og interessen for islandske håndskrifter blev vakt (J. Helgason 1959, s. 147-148).

I 1609 udkom Crymogæa (et værk om Island og islandske forhold, bl.a. om Islands landnam, leveforhold, administration og det islandske sprog ) af Arngrímur den Lærde, som yderligere øgede den danske interesse for oldlitteraturen. Da de danske lærde ikke kunne islandsk, var de nødt til at samarbejde med islændingene, som fx professor Ole Worm gjorde det. Han var privatlærer for 19 islandske studenter, og nogle af dem bidrog til hans forskning under deres studieophold i København. Desuden findes der omfattende kilder om deres korrespondance med læremesteren, efter at de var vendt tilbage til Island. Korrespondancen fandt sted på latin på nær ét brev skrevet i 1640 af Magnús Björnson og to breve skrevet i henholdsvis 1648 og 1649 af hans søn Gísli Magnússon, som overvejende var skrevet på dansk (J. Benediktsson 1948, s. 159-164, 208-209).