Der har også været danskere som udvandrede til New Zealand og Australien og til Nicaragua og Venezuela, omtalt s. 102 i bd. 5. Men i disse områder har dansk ikke sat sig markante spor.

Dansk sprog andre steder

New Zealand

Landet forsøgte via flere initiativer omkring 1850 at hverve skandinaviske emigranter, men på grund af den store afstand som skulle tilbagelægges med sejlskib, kom antallet af danske udvandrere aldrig op på et højt tal. Det anslås at New Zealand op til ca. 1930’erne modtog ca. 5000 danskere. Antallet af kvinder i gruppen var lavt. Byen Dannevirke i Manawatu-Wanganui-distriktet på Nordøen er grundlagt af danske indvandrere i 1872 (O. Koivukangas 1993; H. Bender & B. Larsen 1990). Selvom de skandinaviske indvandrere synes at have assimileret sig hurtigt til det engelsksprogede samfund i den britiske kronkoloni, skal skandinaviske traditioner og lutheranske gudstjenester være blevet bibeholdt i de skandinaviske samfund i området Hawkes Bay i den østlige del af Nordøen (G.C. Petersen 1966). Her synes den danske gruppe at have været stor nok til at dansk var hverdagssproget blandt indvandrerne, og til at børnene kun kunne tale deres respektive skandinaviske sprog ved skolestart (A. Holden Rønning 2010, s. 28-29). Der er dog intet der tyder på at dansk er blevet opretholdt længere end den første fremmedfødte generation i samfundene, og vi har ikke kendskab til historiske optagelser eller indgående beskrivelser af sproget blandt de danske eller skandinaviske indvandrere (men se P. Christie 1990, s. 25, for mere anekdotiske beskrivelser). En dansk-nordisk avis, Skandia, blev udgivet i Palmerston North i 1875-1876, men udkom kun et halvt år (J.D. Søllinge & N. Thomsen 1989; J. Lyng 1939).

Australien

Udvandringen fra Danmark til Australien er et heterogent forløb, uligt den forholdsvist tidsbegrænsede masseudvandring til USA. De første udvandrere til Australien blev tiltrukket af guldfundene i New South Wales og Victoria i 1850’erne og 1860’erne. Forsigtige skøn anslår at det kan have drejet sig om 1.000–2.000 danskere der på dette tidspunkt rejste til Australien, uden at vi dog ved mere med hensyn til om de bosatte sig varigt, rejste videre eller rejste tilbage. Fra omkring 1870 og ca. 10 år frem installerede regeringen i den australske landsdel Queensland en udvandringsagent i henholdsvis København og Aalborg med det mål at hverve danskere (mest landarbejdere og arbejderklasse) til Australien med lovning på til dels gratis rejse (for unge, ugifte tjenestepiger), rejse på kredit, gratis land og garanteret ansættelse. Goderne som de potentielle udvandrere blev lovet, forandrede sig alt efter Queenslands økonomiske formåen, men hvervningen resulterede i en relativ betragtelig vækst i antallet af danskere i Queensland: fra 554 i 1871 til 2.223 omkring 1880. Også Tasmanien forsøgte i samme periode aktivt at hverve nordiske emigranter, med nogenlunde succes, men danskere bosatte sig også i andre landsdele. Aktiv hvervning af nordiske emigranter til forskellige australske landsdele fortsatte frem til 1. Verdenskrig, men usikkerheden om præcise tal på danske indvandrere til Australien er stor: Tallene varierer mellem ca. 700 og ca. 4.000 i perioden 1900 til 1918. Udvandrerne kom mest fra arbejderklassen, de var mellem 20 og 30 år gamle, og antallet af mænd oversteg langt antallet af kvinder. Sammensætningen af den danske udvandrergruppe forblev med mindre variation den samme også i tiden mellem verdenskrigene (P. Birkelund 1988). Et samlet estimat på dansk indvandring til Australien fra 1750 og frem til 1990 er 50.000 danske indvandrere.

Den hurtige assimilation af de danske indvandrere til det omgivende samfund, som vi også ser i USA, synes også at have været tilfældet i Australien. Danskerne tilpassede sig hurtigt og opgav sproget allerede i første eller anden australskfødte generation. Den eneste egentlige danske bosættelse vi kender til, blev grundlagt i 1878 i East Poowong, Victoria, som omkring 1880 var beboet af 121 danskere samt 90 svenskere og nordmænd. Bosættelsen havde forholdsvis tæt kontakt til de danske udvandrere og deres efterkommere der var bosat i Melbourne (E.J. Jensen 1988). En dansksproget avis i Melbourne, Norden, havde en forholdsvis langvarig eksistens mellem 1896 og 1940. Dette tyder på en relativ stor læserskare der må have haft tilstrækkelig læsekompetence i dansk til at værdsætte en dansk avis. Dog skal de danske indvandrere ifølge Jens Witthøft Nielsen (1991) hurtigt have skiftet til engelsk. Vi har ikke kendskab til beskrivelser eller optagelser af dansk sprog i Australien op til 1994, hvor Bent Søndergaard (B. Søndergaard 1997a og 1997b; B. Søndergaard & C. Norrby 2006) optog ca. 100 dansktalende personer i Melbourne (optagelserne synes dog at være tabt). De optagne er udvandret til Australien mellem 1950 og 1980, og dette datasæt må derfor anses at være uden for dette kapitels ramme.

Latinamerika ud over Argentina

Nicaragua

Som nævnt har der været yderligere to danske forsøg på kolonisering i Latinamerika, som begge slog fejl – og vel ikke har efterladt sig sproglige spor i nævneværdigt omfang. De to koloniseringsforsøg synes ikke at være kendt eller beskrevet i den historiske litteratur. I 1923 forsøgte en gruppe på ca. 100 danskere at bosætte sig i den østlige del af Nicaragua, som en fortrop for en tiltænkt større kolonisation. Målet var at opdyrke 200.000 hektar jungle og etablere end dansk koloni, Dana. Projektet gik imidlertid hurtigt i sig selv. Fortroppen var ikke i stand til at etablere en koloni under de hårde klimatiske betingelser, og de kom i indbyrdes uenighed og splittede op. Mange forsøgte videre lykken i USA, andre rejste tilbage til Danmark. Kun tre familier siges at være blevet, og selv om dansk blev videregivet til børnene i disse familier, nåede der aldrig at opstå et egentligt dansk sprogsamfund.

Venezuela

I 1938 ankom 48 danske familier på i alt 278 medlemmer til Chirgua i det nordvestlige Venezuela med forventningen om at kunne bosætte sig i en færdiganlagt koloni med huse, butikker og opdyrkede marker (P. Elsass 1980, s. 187). Virkeligheden viste sig at være en anden. Husene stod ikke færdige, butikkerne fungerede ikke, markerne var ikke opdyrkede, og hvor der fra venezuelansk og hvervebureauets side var lovet mulighed for afsætning af afgrøder på det fri marked, viste det sig at afgrøderne skulle afsættes til den lokale administration til ugunstige priser. Dette og formentlig det faktum at mange af udvandrerne ikke havde nogen landbrugsmæssig baggrund, bevirkede at koloniforsøget hurtigt faldt til jorden. Udvandrerne formåede ikke, eller fik ikke gode nok betingelser for, at etablere et samfund, og halvandet år efter udvandringen var de fleste tilbage i Danmark igen. De der ikke vendte hjem, begav sig videre ud i verden. Kun én person blev angiveligt tilbage (P. Elsass 1980, s. 191). Der er selvsagt nærmest ingen sproglige spor af dette projekt; Elsass nævner blot gadenavne som Escandinaviagade og Dinamarcagade.

Vi takker journalist Kristian Klarskov for at stille materiale om den danske udvandring til Nicaragua til rådighed: Avisudklip, privat e-mail-korrespondance samt personlige rejseberetninger.