Supplerende slutafsnit til afsnittet “Herman Bang og impressionismen” på s. 30-32 i bd. 6.

Mellemformen mellem direkte og indirekte tale eller replikgengivelse, dækket direkte tale eller dækning, var et af de afgørende elementer i den fornyelse og det opbrud fra den klassiske prosas episke beretter- og fortællerformer som fandt sted over en bred kam i dansk litteratur i de sidste årtier af 1800-tallet. Et berømt eksempel på teknikken stammer fra J.P. Jacobsens novelle “Mogens” (1872):

Justitsraaden og hans Datter gik ned mod Søen. (..) Der var den, med store Flager af speilklart Vand (..) Seile! var der Baade at faae tilleie?

Nei, der var ikke, sagde en lille Fyr, der havde hjemme i det hvide Landsted og stod og slog Smut nede ved Stranden. Var der slet ingen Baade? Jo, det var der rigtignok; der var jo Møllerens, men den kunde ikke faaes; Mølleren vilde ikke have det, Møllerens Niels havde nær faaet Prygl, da han laante den ud sidst, det kunde slet ikke hjælpe at tænke paa den; men der var jo Herren, som boede oppe hos Nikolai Skovløbers, han havde en udmærket Baad, en, der var sort foroven og rød i Bunden, og den laante han Alle og Enhver.
(J.P. Jacobsen 1872/1993, s. 108 f.)

Vi har her at gøre med en gengivelse af en samtalesituation mellem justitsråden, hans datter og en lille fyr, men uden at replikkerne i denne samtale er gengivet ved citationstegn eller de såkaldte inkvitter (’sagde han’), der normalt angiver talesprog på skrift. Det er her for det første det  kursiverede Der og det emfatiske udråb (Seile!) der indikerer at vi har at gøre med brudstykker af en samtale. Men bortset fra sætningen sagde en lille Fyr benytter teksten sig ikke af inkvitter. Det er i stedet de mundtlige interjektioner og adverbier og de små udbrud i de følgende sætninger (Nei, Jo, rigtignok, jo) og hele det lidt barnlige perspektiv på beskrivelsen af mølleren og båden (Mølleren vilde ikke have det; sort foroven og rød i Bunden), der peger på og tager farve af at det her er den lille fyr ved søen der fører ordet. Ydermere viser teknikken sig ved at en række verber i den lille fyrs replikker står i præteritum og derved så at sige dækker eller skjuler præsensformerne i den  bagvedliggende direkte tale: ’(..) det kan slet ikke hjælpe at tænke på den; men der er jo herren, som bor oppe hos Nikolai Skovløbers, han har en udmærket båd, en, der er sort foroven og rød i bunden, og den låner han alle og enhver’ – som man må forestille sig drengen har  sagt i den konkrete samtalesituation.

Dækning – fremskridt eller krisetegn?

Indførelsen af dækket direkte tale i dansk prosa i de sidste årtier af 1800-tallet rykkede ved nogle etablerede konventioner og grænser for forholdet mellem replik/citat og beretning/referat inden for både fiktionsprosaen og den journalistiske reportage. Normalt kan man klart skelne disse to niveauer fra hinanden – og især inden for sagprosa er en tydelig grænsedragning mellem citat og referat en helt afgørende forudsætning for at en tekst opleves som troværdig. Når vi læser en artikel i en avis, forventer vi klar besked om hvornår det er en kilde der har ordet, og hvornår det skrevne står for journalistens regning, og på samme måde vil det i en fortællende tekst normalt klart fremgå hvornår det er fortælleren/forfatteren der taler, og hvornår stemmen er uddelegeret til en af handlingens personer i form af replik eller tankegengivelse (indre monolog). De indlejrede stemmer i teksten kan optræde enten som direkte tale (ofte markeret typografisk ved citationstegn eller replikstreg) eller som indirekte tale, dvs. refereret replik indledt med en anførende sætning (“Hun sagde at …”). Men i Herman Bangs og J.P. Jacobsens mest radikale, impressionistiske tekster forsvinder disse markører – både hvor det handler om gengivelse af tale og tanker hos personerne i en tekst.

Den dækkede direkte tale udgjorde et af hovedelementerne i impressionismens fornyelse og opbrud fra klassiske episke beretter- og fortællerformer i 1800-tallets prosa, men der er også tale om en stilfornyelse som sætter sig varige spor i prosaen helt op til i dag, hvor teknikken er blevet dyrket til perfektion hos en forfatter som Helle Helle. Stilgrebet er i øvrigt blevet vurderet ganske forskelligt af sprog- og stilforskere. I sin doktordisputats om impressionismen i dansk prosa så Sven Møller Kristensen formen som et udtryk for litteraturens tilnærmelse til dagligsproget (1938/1955, s. 25-37). Dette synspunkt understøttedes bl.a. af Johs. Brøndum-Nielsen, der tidligere havde påvist hvordan den dækkede direkte tale kunne føres tilbage til ældre folkelig digtning (1934). Brøndum-Nielsen havde endvidere påvist hvordan formen med manglende anførelse af replikker i direkte tale også havde pendanter i 1800-tallets journalistiske referatstil, fx i mødereferater fra Borgerrepræsentationen (s. 355 f.), og på den måde også kunne ses som en indflydelse fra avissprog – en forbindelse som blev særlig tydelig i tilfældet Herman Bang (jf. J.C. Jørgensen 2003).

Paul V. Rubow så derimod tingene anderledes, idet han ud fra sit erklærede tilholdssted i 1700- og 1800-tallets klassiske prosa vurderede impressionismen som et krise- og forfaldsfænomen som havde resulteret i et tab af klarhed, autoritet og præcision inden for prosaen. I et svar til Møller Kristensens disputatsarbejde fra 1938 beskrev Rubow polemisk impressionismen som “den kildne og kælne, højst kvindagtige Skrivemaade, som var Mode i Skønlitteraturen ca. 1870-1910” (1939, s. 7). Men samtidig måtte Rubow modvilligt konstatere at impressionismens moderne og flygtige skrivemåde havde dannet skole. I forordet til bogen Prosaens Kunst fra 1938 måtte han således anerkende eksistensen af en ny dansk “Normalprosa”, karakteriseret ved “den letløbende Pen, den glatte og karakterløse Skrivemaade”. En skrivemåde han sarkastisk udlagde som et biprodukt af “denne agtværdige og samfundsnyttige Institution Dagspressen” (s. 12).