Vedels syntaks er sjældent latinsk inspireret, ikke mindst sammenlignet med Huitfeldts, som omtalt på s. 110 i bd. 6. Saxos, Vedels og Huitfeldts forskellige syntaks fremgår af disse eksempler (periodenummerering fra Saxo er indsat i de to oversættelser).

Saxo

¹Prima itaque dedicationis die rex sollenniter altaria ueneratus quartam regii numismatis, quartam suę in ciues exactionis, quartam ęstiui census portionem ei, qui pro tempore loci antistes extiterit, muneris loco perpetuo iure possidendam concessit. ²Nec parcius priuata clericorum iura tutatus ab eis, qui sacrarii rus excolunt, uniuersum pene regię pensionis ius ascriptis chori ministris deferendum curauit. ³Cęterum detractę expeditionis poenas ac uiolatę pacis uindictam eorumque, qui propinquis uacui decessissent, hęreditates regii duntaxat iuris esse uoluit. ⁴Itaque non minorem in edendis templorum priuilegiis quam pręstandis beneficiis auctorem egit. ⁵Et ut legibus suis ęternitatem conciliaret, eas conuellere conaturos antistitum execrationi subiecit. ⁶Cuius edicti postmodum a multis temere pertentati uetus adhuc ratio perseuerat.
(Saxo 2005 11,12,8)

Vedel

¹Vdi disse samme Dage fuldkom Biscop Egine Domkirckens bygning vdi Lund/ met Kong Knuds hielp oc bistand. Huilcken vaar ocsaa selff tilstæde der induielsen skeede/ oc gaff samme Dag Biscops sædet til euerdelige eye/ først fierde parten aff den mynt som der myntedis vdi Lund. Der næst fierde parten aff all Kongelige Sagefald som falt der samme stæds. Item fierde parten aff all Byens sæduanlige Sommer skat. ²Hand gaff menige klercke Frihed met all Kirckens Land gods for all Kongelig tynge/ at opbære Sagefald oc hues andet Kongen kunde selff tilkomme met rette/ ³vndertagen at nogen paa deris gods/ forsad Kongelige vdbod oc leding/ eller giorde fredløs gierning/ eller døde vden sand Arffuing. Saadanne vaare vnder Kongens naade oc wnaade. ⁴Samme tid bleff ocsaa skicket aarlige Rente oc Vnderholding til dennem/ som skulde holde Kirckens daglige Messer oc Sang/ ved mact oc lige. Kongen lagde noget til aff sit eget Rentekammer oc Landgods/ oc Biscopen forskaffede dennem Vnderholding oc fri Bord aff Kirckens formere Rente oc Indkom. Saa at den ene vilde ingeledis siunis mindre at frycte Gud end den anden. ⁵Da paa det/ at saadan Priuilegie oc Ordning kunde bliffue wryggeligen bestandig oc wforkrencket/ da bød Kongen dem alle at vere vnder den hellige Kirckis band/ som der imod fordristede at giøre. ⁶Hues Bud nogle siden offuertraadde/ oc bleffue icke wstraffede.
(Vedel 1575/1967, s. 248)

Huitfeldt

¹Kong Knud haffuer vndt oc effterlat dem/ som effter tiden bliffue forstander vdi Lund/ til Foræring/ den fierde part aff Mynten/ den fierde part aff Borgerlig skat/ den fierde part aff Sommer Sijse oc Told/ oc det til euindelig Eyedom at besidde. ²Hand haffuer oc icke met ringere Flid forsuaret de Lowe/ hand vdi sær haffde giffuet Clericiet. Aff dem som ligger paa Canicke gods/ lod hand moxen all Kongelig sagefald oc Rettighed falde/ huilcket de selff/ som vaare tilskreffne oc tilskickede at tiene i Choret/ skulde opbære/ ³Men Straffen aff dem/ som nectede at fare i Leding/ oc offuer Fredbrydere/ Oc offuer deris Arffuegods/ som døde vden Arffuinge/ vilde hand haffue sig forbeholdet. ⁴Hand vaar oc icke mindre beuogen at skencke Kircken stor Frihed/ oc at beuise den Kongelige Velgierninger/ ⁵Oc paa det at hans Lower kunde vere i euig Ihukommelse/ haffuer hand vnderlagt alle dem/ Bispernis forbandelse/ som der giorde imod.
(A. Huitfeldt 1604, bl. N 2^rf)

Kommentar

Den største forskel mellem Vedels og Huitfeldts oversættelser skyldes, at de har opfattet deres opgave forskelligt: Vedel forholder sig ret frit til grundteksten, som han udvider med detaljer og moraliserende betragtninger, mens Huitfeldt holder sig tæt til originalens ordlyd (se især ytring 4). Komplicerede latinske konstruktioner forenkler Vedel gerne, som tre eksempler kan vise. I første ytring erstatter han ledsætningen “qui … loci antistes extiterit” med sammensætningen “Biscops sædet”, mens Huitfeldt bevarer den latinske konstruktion: “som … bliffue forstander vdi Lund”. Tilsvarende vælger Vedel i stedet for verbalfrasen “muneris loco perpetuo iure possidendam” præpositionsforbindelsen “til euerdelige eye”, hvorimod Huitfeldt har valgt en infinitivkonstruktion “til euindelig Eyedom at besidde”. I tredje ytring omskriver Vedel relativkomplekset “eorumque, qui propinquis uacui decessissent” til en (sideordnet) verbalfrase “døde vden sand Arffuing”, mens Huitfeldt efterligner den latinske syntaks: “deris Arffuegods/ som døde vden Arffuinge”. I næstfølgende eksempel findes yderligere eksempler på Huitfeldts latinismer (se også Akhøj Nielsen 2006, s. 56-58).