236. Udtrykket fjør og fæ

Vedels forsigtige udvidelse af modersmålets udtryksmuligheder demonstreret med hans brug af udtrykket fjør og fæ ‘liv og gods’. Omtalt på s. 112 i bd. 6.

Betegnende for hans forsigtige udvidelse af modersmålets udtryksmuligheder er hans brug af fjør og fæ. Udtrykket, der betyder ‘liv og gods’, fandt han i en lidt ældre norsk kilde (jf. Akhøj Nielsen 2004 s. 274-277), og han medtog det i sit norrøne glossar (s. 83), forsynet med den ikke helt præcise definition “liff oc lycke” ‒ som til gengæld har bogstavrim. I samlingen af udsøgt dansk ordstof indlemmede han også vendingen (s. 171), denne gang med korrekte ordforklaringer. I Saxooversættelsen gik han pædagogisk til værks. De første to gange, det norske udtryk optræder, bliver det introduceret af det modsvarende danske: “liff oc gods/ fiør oc fæ” (1575, s. 4, jf. s. 36). Dernæst byttes rækkefølgen om, men forklaringen bibeholdes: “Fiør oc Fæ/ det er/ Gods oc Liff” (s. 100) ‒ og så er vendingen åbenbart så indarbejdet, at den kan stå alene: “Fiør eller Fæ” (s. 331). Også i en af sine prædikener brugte han udtrykket; synderen, hedder det, står over for “Icke nogen Verdsens Kong oc Keyser/ som alene kand straffe dig paa Liff oc Gods/ paa Fæ oc fiør: Men den euige almectige oc vise Gud” (1592b, bl. C 6^r). Uden forklaring vovede han at anvende vendingen, når sammenhængen gav et rimeligt begreb om meningen: “Sølff/ Guld/ Fæ/ Fiør/ Marck/ Skou saa grøn” (1580, bl. T 3v, jf. 1591, s. 41a).