Karakteristiske eksempler på Vedels og Huitfeldts stil, omtalt på s. 112 i bd. 6.

Vedel

Hand befoel dennem alligeuel at de skulde komme hiem igien inden Sant Hans dag/ oc paaminte dennem/ at de skulde see sig vel faare/ oc icke søge for hasteligen effter Fienderne/ naar de finge dem vdi siune. Fordi disse Sørøffuere haffde for en kynde/ at naar de saae deris Fiender/ da skyndede de sig til Lands/ oc quersætte der deris Skib/ oc flyde selff hen vdi Skoffue eller Skiul/ indtil saa lenge at Fienderne komme saa nær vnder Landet/ at de kunde icke vende dem noget snart at Søen igien. Da løbe de hasteligen vd imod dem/ oc grebe en part fat om deris Skib/ oc droge dem op paa grunden til sig/ oc siden bare paa Folcket met Steen oc andre haandløse Værie/ alt huad de kunde/ indtil de haffde vnderhugget Skibene/ at de kunde icke løbe igien at Søen met dennem. Derfaare atuarede Kong Valdemar sit Folck/ at de skulde saa vel vacte sig for disse Sørøffuere/ naar de flyde/ som naar de hulde dem fod vdi standende Strid/ oc io for alting bliffue tilsammen met Skibene hos huer andre/ oc giffue sig god tid at de icke forhastede sig effter disse arge skalcke/ naar de vende Ryggen oc flyde for dennem. Der som de fulde dette hans raad oc anslag/ da vilde hand vere fuld viss/ at de finge Seyr offuer disse nøgne oc Vaabenløse forrædere/ som fordristede mere paa deris snedighed/ end styrcke oc Krigs rystning.
(Vedel 1575/1967, s. 449 f.)

Huitfeldt

Skiold Lothers Søn/ elskede Retfærdighed. Der hand vaar en Dreng/ sigis/ hannem at haffue møt en Biørn/ som hand fangede/ oc fick hans Staldbrødre at ihielsla. De Saxer eller Tydske giorde hand sig Skatskyldige/ ihielslaendis deris Første Scato/ vdi en Kamp/ døde siden hen sactmodeligen. Aff hannem kaldis Danske Konger Skioldunger. Hans Hustru hed Aluilde/ eller som nogle kalde hende Vluilde/ huilcken hand tog fran Skato/ hans Metbeylere oc Bole.
(A. Huitfeldt 1603 s. 5)

Kommentar

Vedel har tydeligvis arbejdet meget med formen. Hans beskrivelse af fjendernes taktik er præget af konkrete detaljer, der fremmaner billedet af en vild, ret primitiv, men også meget effektiv kampform. I vidt omfang varierer han udtrykket, så fremstilling ikke bliver monoton og kedelig. Et godt eksempel er betegnelserne for danskernes modstandere. Først kaldes de “Fienderne” og “disse Sørøffuere”. Derefter omtales de længe ved pronominer for igen at benævnes “disse Sørøffuere”, inden de får deres bekomst: “disse arge skalcke”, “disse nøgne oc Vaabenløse forrædere/ som fordristede mere paa deris snedighed/ end styrcke oc Krigs rystning”. Antiteser pointerer beretningen, bl.a. “flyde” modsat “hulde dem fod”. De toleddede tautologier eksemplificeres af “raad oc anslag”, de allittererende ordpar af “Skoffue eller Skiul”. Ordsprog forekommer ikke i citatet, som dog rummer et par prægnante udtryk, holde fod og vende ryggen. Arkaiseringen er mærkbar, og vendingerne “quersætte .. deris Skib” og “haandløse Værie” stammer fra de norske excerpter i Rostgaard 219,4^o (derimod har “kynde”, ‘vane’, næppe virket gammeldags i datiden).

Huitfeldt viser ikke samme omhu for stilen.Variation har han øjensynlig ikke keret sig om; skønt det næppe skulle volde hovedbrud at finde synonymer for ihjelslå, optræder verbet to gange efter hinanden. Fremstillingen springende, uden noget forsøg på at få sammenhæng i beretningen. Dertil kommer hele tre ret krasse latinismer. Subjektet i anden helsætning er en akkusativ med infinitiv, “hannem at haffue møt en Biørn”. I næste ytring forekommer præsens participium med objekt, “ihielslaendis deris Første Scato”, og i sidste sætning er “huilcken” brugt som relativ i objektsfunktion  (se også Akhøj Nielsen 2006, s. 58-59).