239. Digtekunsten

Baggrunden for dette tema er den afgrundsdybe forskel mellem den dansksprogede digtning og den klassiske poesi med dens elegante rytme, vekslende versbygning, rige billedsprog og varierede sproglige raffinementer. Dertil kom praktiske problemer med salmesangen under gudstjenesten, hvor menigheden fik en mere aktiv rolle end før reformationen. Omtalt på s. 127 i bd. 6.

---

 

Renæssancens bestræbelse for at opdyrke modersmålet var i høj grad motiveret af den afgrundsdybe forskel mellem den dansksprogede digtning og den klassiske poesi med dens elegante rytme, vekslende versbygning, rige billedsprog og varierede sproglige raffinementer. Dertil kom praktiske problemer med salmesangen under gudstjenesten, hvor menigheden fik en mere aktiv rolle end før reformationen. Mange salmer var ikke nemme at afsynge, og slet ikke i kor, fordi stavelsestallet kunne veksle temmelig meget; fx skal melodien til vers 1-2 nedenfor (med 9+8 stavelser) gentages til vers 3-4 (med 9+11 stavelser):

Haffde du legemligt Offer elskt
Da vilde ieg det vel giøre/
En ydmyg Aand saa tager du helst
It angerfult hierte monne du høre.
(H. Thomissøn 1569, bl. 175v)

Bedømt ud fra samtiden er versene regelrette, de har nemlig det foreskrevne antal tryktoppe, 4-3-4-3; at de tryksvage stavelser varierer i antal og placering er principielt ligegyldigt. Også halvdårlige rim som “elskt” – “helst” var accepterede, ligesom rimfremkaldte omskrivninger med “monne”.

Den type vers føltes primitive i begyndelsen af 1600-tallet, og der eksperimenteredes ivrigt med nye former. Det sejrende princip blev en regelmæssig vekslen mellem tryksvage og trykstærke stavelser, som det kan iagttages i Kingos gendigtning af samme gammeltestamentlige tekst, Salme 51,18 f.:

Thi du har ingen Lyst til feede Offers Røg,
Og dig befalder [‘behager’] ey Brend-Offers hellig Smøg [‘røg’],
Thi jeg vel ellers gav dig tusind Lam og Faar,
Offer nok
Af Øxen-flok [‘okseflok’],
Som jeg saa vel formaar.

Men ieg langt bedre veed, at HErrens Offer er
En sønderknused Aand, som Sorg for Synden bær,
Et Hierte som for Synd er Angerknused smaa,
For hans Magt
Er ey foragt,
Det maa [‘kan’] vi lide [‘stole’] paa.
(bd. 3, s. 66)

Det er tydeligvis ikke kun versemålet, der er ændret, også sprog og stil har undergået en voldsom udvikling. Mens den gamle digtning ikke krævede meget af sine udøvere, var den nye forbeholdt folk med lærdom og talent. Digtningen var blevet en kunst.

Kingo var ikke den første, der skrev danske vers på den nye måde. Allerede i 1620’erne havde Anders Arrebo kredset om forholdet mellem tekst og melodi (se portræt og værker på ADL). Reelt var han nået frem til det nye metriske princip i andenudgaven af sin gendigtning af Davidssalmerne fra 1627, og i storværket Hexaëmeron om skabelsens seks dage udfoldede han en stil, der imødekom den nye tids krav. Hexaëmeron udkom først 24 år efter hans død, i 1661, hvor det vakte umådelig beundring og inspirerede de yngre digtere, bl.a. Kingo. Et indtryk af hans sprogkunst giver bare nogle få vers, her fra gendigtningen af Guds befaling: “Vandet under himlen skal samle sig på ét sted” (1Mos 1,9):

Her dages op med Mact de Bierge-toppe høje,
Neptunus far til Hafs, blaa-Bølgen der at pløje:
Her er en Konge stoor som Vandene befaler,
At packe sig af Land oc søge dybe Daler,
Hand til et blifve-sted dem Hafsens dyb indrømmer,
Samt Jordens Aare-huus; der flyde de oc svømmer.
(A. Arrebo 1587-1637/1965-1984, bd. 1, s. 121)

Den tætte, tunge stil opnåede Arrebo i høj grad ved nydannede sammensætninger – “Aare-huus” om de underjordiske vandårer er det mest påfaldende. Også inddragelsen af den klassiske mytologi (“Neptunus“) udvidede udtryksmulighederne i den dansksprogede poesi og betegnede en tilnærmelse til de latinske digte, som alle tidens akademikere var trænet i at forfatte. De lange vers med seks jamber (dvs. en tryksvag + en trykstærk stavelse) understøtter det pompøse præg.

Arrebo var ikke ene om at være læremester for Kingo. Især i sine ungdomsdigte lægger han sig op ad den lette, elegante stil, Anders Bording havde skabt (se portræt og værker på ADL):

En Siælandsch Gaas med fluchten Sin
Sig Jo Saa høyt kand svinge
Som en aff Amstel eller Rhin
vort maal [‘sprog’] er ey Saa ringe
En dansch er ey Saa dum och Slet [‘jævn’]
Har ey Saa tych en Tunge
Hand jo [‘at han ikke’], paa Sin Maneer Saa Let
Som andre folch kand siunge
(Bording 1619-1677/1984, s. 92a)

Kingos tidligste digte er skrevet på dette versemål, Bordingstrofen. De pompøse officielle lejlighedsdigte, der indledes med Hosianna fra 1671, er affattet i aleksandrinere, et versemål, der minder om Arrebos i citatet ovenfor, men er mere raffineret. Det er opbygget af enheder på fire vers med hver seks jamber og en lille pause i midten (cæsur); versene rimer to og to, først med tostavelsesrim (fx ære – bære), dernæst med enstavelses (som fred – ved). I salmerne er versemålene afvekslende, affødt af de forskellige melodier, Kingo skrev til.

Bordingcitatet ovenfor udtrykker periodens sproglige selvbevidsthed, der har brod mod især den massive tyske kulturpåvirkning (jf. Kingos berømte forsvar for det danske sprog, bd. 3, s. 136-138). Interessen for modersmålet ytrer sig også i en række afhandlinger om dansk metrik og grammatik, der udkom omkring midten af 1600-tallet.