256. Prosa i fortaler og Moralske Tanker

Nært knyttet til essayistikken – hvortil også hører de forberedende og afsluttende afsnit (“Forberedelse” og “Sammenligning”) i de “sammenlignede” Helte- og Heltinde-Historier (1739, 1745) – er de mange velskrevne og i givet fald veloplagt polemiske fortaler som Holberg forsyner sine værker med (omtalt på s. 152 i bd. 6) som fx det følgende citat fra Peder Paars (skråstreg er erstattet af moderne komma):

Lad os høre hvad der staar i denne skadelige Bog [: Peder Paars]! Den criticerer over adskillige Folck: Nu forestiller den en u-lærd Landsby-Præst for hundrede Aar siden paa en liden Øe [..] Nu taler det om en u-riimelig Degn, som aldrig har været til in rerum natura; Nu om en stackels Landsby-Barbeer; Nu [..] om Pedanterie, og andre U-riimeligheder, som udi samme Verck paa en lystig og behagelig Maade forestilles. Ja, sige de, den er dog meget forargelig; Ney, den er icke Messieurs, men det er forargeligt, at høre slige fattige raisonnemens udi en poleret Bye. Men see, jeg forløber mig! Jeg kommer icke ihu, at hand ey alleene har forestillet en og anden uriimelig Persons Caractere, men satyriserer ogsaa over et heelt Societet, et Academie [osv.].
(Just Justesens Betænkning i Peder Paars. Poema Heroico-comicum af Hans Michelsen. Tredie Edition. 1720, s. )( 5v, SS, bd. 2, 1914, s. 200; LHS/Anden fiktion; LHH, bd.18, 2018, s. 17 f.)

Tekstprøve fra Moralske Tanker, Holbergs moralfilosofiske hovedværk og stilistisk finest udarbejdede skrift:

Mine moralske og skiemtsomme Skrifter, endskiønt de saaledes ere indrettede, at de sigte ikke uden paa det menneskelige Kiøn udi Almindelighed, saa have de dog opvakt adskillige Bevægelser, og giort liden Frugt. Jeg haver viset paa et andet Sted, at det er vanskeligt at curere legemlige Sygdomme: men man kand sige, at moralske Svagheder ere fast incurable. Een som haver et svagt Legeme, haver Tillid til Lægen, troer hvad han siger om Sygdommen, og bruger det som han præscriberer. Een derimod, som laborerer af Laster, troer ikke selv, at han er svag, og derfore intet vil høre tale om Sygdom, langt mindre bruge Lægens Præscriptioner. Men af alle Stænder haver jeg ingen fundet meere hidsig end den geistlige og lærde Stand, der bestaaer af Folk, som ideligen formane andre til Sagtmodighed, og prædike imod Had, Vrede, og andre deslige onde Affecter; saa at man deraf seer, hvorlidet Menneskerne leve efter deres egne Principia. Man skulde af de Skrøbeligheder, som findes udi den geistlige og lærde Stand, slutte, at Boglige Konster tiene lidet til at danne Mennesker. Aarsagen er, at vi studere meere for at blive lærde, end for at blive gode. Os gives udi Skolerne Definition paa Dyder og Lyder, vi lære at tale derom, vi lære at sette andre til rette, og indbilde os, at det er nok; saa at Lærdommen begyndes med en simpel Theorie, og endes iligemaade dermed. Een, som haver udstaaet sin Skolegang, er derfore ikke andet end en Slibesteen, der giør Staalet hvast, men selv ikke kand skiære. Det heeder, som Poeten [: Horats, Ars Poetica] siger: – – Fungor vice cotis, acutum, / Reddere qvi ferrum valet exsors ipse secandi  [: jeg fungerer som en slibesten der kan gøre jern skarpt uden selv at kunne skære]. Man kand ansee dem som Staldknegte og Beridere, hvilke forstaae at temme Heste, men vide ikke at holde deres egne Affecter udi tømme. Vi komme ud af lærde Seminarier, som Cameeler, beladne med Bøger, saa at vi have Magaziner paa herlige Præcepta, som vi give andre, men selv ikke practicere.
(Moralske Tanker. 1744, s. 290-91. SS, bd. 14, 1934, s. 251; LHS/Essayistik; LHH, bd, 17, 2018, s. 189 f.)