Saxos latinske tekst og den moderne danske oversættelse af Stærkodders sammenstød med den tysksnobbende danske kong Ingellus over spise- og drikkevaner gengives nedenfor og kan sammenholdes med Grundtvigs oversættelse, som også findes på s. 216 i bd. 6.

Saxo, ca. 1200

Denique Ingello se regiis dapibus delenire cupiente edulium reppulit, quod uulgaris cibi uilitate contentus peregrina admodum obsonia fastidiret communibusque epulis assuetus nullius gulam saporis oblectatione palparet. Interrogatus, cur fronte tam nubila regię liberalitatis obsequio uti noluisset, reperiendi Frothonis filii gratia Daniam sibi petitam asseruit nec eius, qui petulantis stomachi ingluuiem operosa dapum ubertate farciret. Hoc enim familiaris regi Theutonum luxus egerat, ut excoctas aquis epulas deliciosę satietatis studio rursum igni torrendas pręberet.

Post hęc Ingelli mores intactos pręterire non passus in eius caput omnem reprehensionis amaritudinem transtulit, impietatis damnatum, quod nimię saturitatis usu oscitans partam edendo crapulam foeda ructatione exhalaret Saxonicamque imitatus illecebram amplissimis a sobrietate excessibus aberrasset, adeo uirtute uacuus, ut ne minimam quidem eius umbram consectaretur.
(Saxo Grammaticus [ca. 1200]/2005, bd. 1, s. 416)

Grundtvig, 1818

Ingel søgde vel at formilde ham med en Lækker-Bidsken af, hvad han ellers havde for sin egen Mund; men Kæmpen skiød Tallerkenet fra sig, og da man spurgde ham, om det var Ret, saaledes at rynke Næse ad Kongens Gaver, sagde han reent ud, at han var kommet til Dannemark, for at besøge Frodes Søn, ikke en Fraadser, der sad og aad, saa han var færdig at sprække, og lod, paa sin Tydsk, hvad der var kaagt, stege op, for at det skulde ret blive lækkert. Derpaa tog han Bladet fra Munden, og giennemheglede Kongen saa ganske forskrækkelig, at han ikke levnede ham Ære for en halv Skilling. Her maatte da Ingel høre, hvilken Fraadser og Dranker han var, aad, til han ræbede, og drak, til han gabede, ja, gik i sin Uskikkelighed paa Sachsisk Viis over alle Grændser, saa der var end ikke Gran eller Glimt af Dyd og Manddom at spore.

Peter Zeeberg, 2005

Da nu Ingjald ville formilde ham med kongelige retter, nægtede han at tage imod dem: han kunne nøjes med simpel, dagligdags mad, følte direkte væmmelse ved fremmede retter, var vant til ganske almindelig forplejning og skulle ikke have noget af at kildre ganen med lækre sager. På spørgsmålet om hvorfor han satte det dystre ansigt op og ikke ville tage imod kongens milde gaver, svarede han at han var kommet til Danmark for at finde Frodes søn og ikke en mand der sad og stoppede sin urimeligt forslugne vom med læssevis af overdådig mad. Det var kongens tyske venner og deres overdrevne vaners skyld at det nu var kommet så vidt at han serverede mad der først var kogt og derpå stegt af hensyn til den delikate smag.

Nu kunne han ikke længere lade Ingjalds opførsel gå upåagtet hen, men udøste al sin forbitrelse over hans hoved og skældte ham ud for en ansvarsløs slyngel som han sad der stønnende af forspisthed og ræbede afskyeligt for at lette sit overfyldte indre, lod sig forlokke af tyskernes fristelser og havde forvildet sig langt bort fra soberhed og mådehold i sine vilde udskejelser, så fuldkommen blottet for mandighed at han ikke havde ønske om at eje så meget som skyggen af mod.
(Saxo Grammaticus [ca. 1200]/2005, bd. 1, s. 417; dansk oversættelse ved Peter Zeeberg)