Nedenfor følger en citatsamling, der dokumenterer Grundtvigs puristiske sprogholdning, et felt, der ikke tidligere er udforsket grundigt. Omtalt på s. 228 i bd. 6.

---

 

Grundtvigs livslange kamp mod fremmedord

Efter et par ungdomsår med udpræget akademisk sprog og endda en plan om en disputats på latin vedrørende Knud den Stores ret til sit tilnavn førte Grundtvig en livslang kamp mod fremmedord. Hans sprogrensning gjaldt navnlig latinske gloser, som han dog ofte erstattede af ord og udtryk indlånt fra tysk, når blot de havde nogle århundreders borgerret på dansk.

En dagbogsdrøftelse af poesiens væsen fra september 1805 opviser Steffens’ske fagord: Evidents, modifisere, Skansjon, Tendents, Relasjon, Assimilasjon, Kulminasjon, Moralitetens Vehikler (G. Albeck 1979, bd. 1, s. 218-223).

I et tilbageblik fra 1814 på sit tidsskriftsbidrag “Om Religion og Liturgie” fra 1807, medgiver Grundtvig, at dettes “storagtige Stil og de brammende Konstord (..) vare fremmede Fjere, hvormed Forfængeligheden brystede sig”. Derefter aflagde han sådanne “sesquipedalia verba, og i min næste Afhandling, om Videnskabeligheds Fremme, er neppe Spor af det Daarskab”, hvad der fulgte af hans “gamle, just nu oplivede Kiærlighed til det gamle Norden og det rene danske Tungemaal” (1814c, s. 135).

En mere historisk og filosofisk begrundet purisme er ifølge utrykte og fragmentariske manuskripter fra ca. 1809 (jf. H. Toldberg 1946b, s. 49-51) inspireret af den tyske filosof J.G. Fichtes Reden an die deutsche Nation, 1808, især den 4. tale. Fremmedord, der på grund af deres betydning synes uundværlige, foreslår Grundtvig udskiftet med ord fra danske dialekter, dog uden at give eksempler.

Især fra og med tidsskriftet Danne-Virke, 1-4, 1816-1819, glattede Grundtvig sin stil ud på almindeligt dansk. Han brugte stadig fremmedord, men lagde på forskellig vis afstand til dem. Nogle oversattes synligt, fx ved en dobbeltform som “Selvraadighed – Demokratie” (1816c, s. 366), den rene Jeghed (aandelig Egoisme) efter tysk ‘Ichheit’ (1814d, s. 402) eller en Kuller (fix Idee) (1818b, s. 642). Ved enkeltformen noget Oversandseligt (1812, s. 331) af tysk ‘übersinnlich’ udelod han forlægsordet ‘metafysisk’.

Siden sluttede Grundtvig sig til lingvisten Rasmus Rask (1787-1832) og oldforskeren P.E. Müller (1776-1834) i forsøget på at rense sproget med gammelkendte og almindeligt brugte ord i stedet for kunstfærdige nydannelser. Hans purisme som moden mand kan studeres i hans tidsskrift Danskeren, 1-4, 1848-1851. Neologismer gælder navnlig den nye politiske situation med stænderforsamlinger 1835-1847 og Rigsdagen 1848 ff., hvor ældre danske skribenter (fx Anders Sørensen Vedel og Peder Syv) ikke kunne hjælpe ham med gloser. Mest aktive og indflydelsesrige ved den sproglige udformning af den nye grundlov var Orla Lehmann (1810-1870) og D.G. Monrad (1811-1887) (DSH, bd. 3, 1953, s. 76), men Grundtvig tog også stilling i taler og på tryk.

Citater fra Danskeren

Grundtvig udstillede gerne sine få fremmedord i anførselstegn eller parenteser eller spatierede dem. Det lykkedes ham i 1849-grundlovens endelige tekst at få præventiv erstattet af forebyggende (i § 91 om censur) – men ordet er indlånt fra tysk i 1700-tallet og ikke ægte nordisk. Latin ryddes efter evne og opmærksomhed bort i Danskerens årgange. Danskeren udkom i årene 1848-1851; årstal i det følgende henviser til de enkelte årgange.

deserterede > rømde (1850a, s. 594)
irritere > opirre (1850a, s. 294)
Lacune > Hul (1850a, s. 176)
pauserede > pustede (1851a, s. 766)

Uden held kaldte Grundtvig en Stenograph – på græsk nærmest ‘snæver-skriver’ – for Hurtigskriver (1848, s. 597; 1849a, s. 23; 1850a, s. 105). For Adresse foretrækker han vist Indstilling (jf. P. Andersen 1940, s. 14), men begge disse ord indgår dog i 1849-grundloven (§ 57 og § 49); i praksis kan han også skrive Skiøn (1850a, s. 143). Tættere på noget brugeligt kom han i andet parlamentarisk fagsprog:

Constitution > Grundlov (1848, s. 370-375)
Inqvisition > Undersøgelse (1850b, s. 806)
Interpellation > Forespørgsel (1848, s. 627)
Monarkisk > Kongelig (1848, s. 380)
Petition > Bøn og Begiæring (1848, s. 18)

Udtrykket den absolute Majoritet ændrede han til det egenlige Overtal (1850a, s. 101) eller virkeligt  Overtal (1851a, s. 812), men af den akademisk velbemandede Rigsdag føltes det åbenbart overflødigt. På samme måde gik det andre af hans forsøg på djærve fordanskninger:

Circulaire > Omgangsbrev (1848, s. 51 og 631)
Civilisation > Afrettelse  (1850a, s. 634)
Demonstration > Finte (dvs. ‘skinangreb’) (1850a, s. 663)
Emancipation (her kvindens, om Clara Raphael) > aandelige og hjertelige Frigivelse (1851a, s. 305)
Motiver > Drev (vel om maskindele, fx i en mølle eller et ur) (1850a, s. 161)
den nationale Synsmaade > Betragtningen med Folkets Øie og fra Folkets Side (1851a, s. 776)
i Regelen > til Jævnshold (dvs. ‘talrige gange’) (fx 1849a, s. 498)
semper Augustus & alzeit Mehrer des Reichs (romersk og tysk kejsertitel) > immer over Skrævet (dvs. over  stregen, med et udtryk, der af den samtidige filolog Israel Levin betegnes som plat talesprog, jf. ODS) (1851a, s. 114)

Heller ikke mange af Grundtvigs pædagogiske omskrivninger ramte plet:

Anarki > Gadedrenge-Herskab (1850a, s. 335), Tøileløshed (1850a, s. 636)
Bureaukrati > Skriverstue-Herskab (1850a, s. 335)
i anden Potens > dobbelt op (1849a, s. 730)
isoleret > staae paa sine egne Been (negativt ment, men det danske udtryk er normalt positivt brugt om selvstændighed) (1851a, s. 715)
principmæssig og regelret > efter en Snor (1848, s. 635)

En præcis karikatur giver conservativ > stædig og liberal > løbsk (1848, s. 172), begge dog i bevidst humoristisk sammenhæng. Der er også forbiere, hvor fremmedordet er forståeligere end Grundtvigs forslag:

Anakronisme > Krebsgang (1850a, s. 179)
elastiske > letbevægelige (1850a, s. 155)
Materialist > Kropdyrker (1850a, s. 383)
neutrale > være (..) udenfor (1848, s. 154)
sangvinsk > meget ungdommeligt (1849a, s. 797)
upartisk > ligegyldig (1850a, s. 634)

Mere spændende er purismer, som polemiserer ved dristige ordudskiftninger:

Klassiskhed > folkefiendsk (1851a, s. 768)
Rationalisme > Selvklogskaben (1851a, s. 807)
Revolution > Omsving (1848, s. 507), Omvæltning (1848, s. 77), det akavede Vrid (1849a, s. 795-796), Kuldkastelse (1850a, s. 22)
Revolutioneringen > Vælte-Sagen (1849a, s. 794)

Senere citater

Med meget færre eksempler, fordi udgangspunktet var hans egne i forvejen rensede tekster, fjernede Grundtvig fremmedord i 2. udgaven af Haandbog i Verdens-Historien, 1-3, i henholdsvis 1867, 1862 og 1869, fx:

allegorisk > formummet (GrundtvigUS, bd. 6, s. 223)
Annalister > Aars-Bogholdere (s. 35)
canoniseret > løftet til Skyerne (s. 14)
Herkomst > Udspring, Ophav, Æt (GrundtvigUS, bd. 7, s. 100, 102, 162)
(se yderligere eksempler i DSH, bd. 3, s. 339)

Grundtvigs erkendte som purist, at de enkelte fremmedord ikke var videre farlige for sproget, men foretrak af hensyn til den almindelige forståelighed danske ord, om de fandtes. Fremmedord betegnende synlige genstande og udvortes forhold (fx Universitet, Departement) kunne han, modersmålet og folkeligheden godt tåle, men “lang Erfaring” havde lært ham, at åndelige og hjertelige ord om “noget Usynligt, Indvortes og Overhaands” er “Udtryk og Aabenbarelser af de tilsvarende Tanker og Følelser, og har kun paa Modersmaalet deres Fynd og Klarhed for os alle”. I oversættelse er de “døde og magtesløse for et Folk i det Hele, som altid er aandelig indskrænket til sit Modersmaal”. Fx kan en dansker ikke på det tyske ord Geist mærke, at Aand på dansk signalerer en livskraft i det usynlige, “hvormed det indvortes Liv, ligesom det udvortes Liv med Aande-Drættet, kommer og gaaer” (1859, s. 1-2).

Normalt lagde Grundtvig dog større vægt på, at “Ordføining, Vendinger, Ordsprog og Talemaader” (1839b, s. 14, jf. 1859, s. 1) var ægte danske, end på, at alle enkelte ord var det. Derfor blev hans sprogrensning en stædig, jordnær, men også temmelig stilfærdig praksis, ikke et fanatisk program. En samlet videnskabelig behandling af emnet savnes.