66. Hvorfor hedder bøjning bøjning?
Udvidet version af faktaboksen på s. 103 i bd. 3.
Der går en rød århundredlang tråd gennem al dansk sprogindlæring, først og fremmest i forhold til fremmedsprogene tysk, latin og græsk, og den hedder bøjning. Mange vil nok kalde tråden for pigtråd, ikke mindst i de mange år hvor indterpning af bøjningsparadigmer stod højt på skoleskemaet. Men hvorfor lige bøje ord? Bag valget af bøje som betegnelse for opremsning af det samme ord i forskellige kasusformer eller forskellige tids- og personbøjninger ligger det latinske ord declinare, der allerede i antikken bl.a. brugtes om at forandre ords form, ikke blot ved tilføjelse af det vi i dag kalder bøjningsendelser, men også gennem afledningsendelser. Det fik siden følgeskab af de latinske verber coniugare og inflectere, og der fæstnede sig den arbejdsdeling at coniugare bruges om verbalbøjningen (konjugere, konjugation) og declinare om nominalbøjningen (deklinere, deklination).
Der er ingen sikre middelalder- eller reformationstidsspor på dansk grund af udtryk for bøjning af ord, men på reformationstiden indgår bøjning i Christian 2.s udkast til skoleforordning fra ca. 1522, hvori det hedder at “thee skulle lære aff att declinare oc coniugare, oc andre deell, som hører ad grammaticam” (Den Danske Rigslovgivning 1513-1523 (DRigsl, bd. 3), s. 259). Der er endnu ikke noget spor af verbet bøje anvendt om formforandring af ord, og når Christiern Pedersens Vocabularium fra 1510 oversætter declino ‘ned at bøye’ og inflecto som ‘at bøy’, må man nøjes med at gætte sig til om heri også er inkluderet ordbøjning. Hos Christiern Pedersen tyder oversættelsen ‘ned at bøye’ ikke herpå.
Faktisk skal man langt op i 1600-tallet før bøje med sikkerhed anvendes om formforandring af ord, og inden det kommer på banen, har et andet verbum været i brug om fænomenet. I begge tilfælde er det præsten og sprogmanden Peder Syv der er kilden. I Nogle betenkninger om det Cimbriske Sprog fra 1663 hedder det om forskellige sprogs forbrug af stavelser at
Hoos de Siner [dvs. kineserne] bestaae alde oordene af én stafvelse; Hoos Ungerne [dvs. ungarerne] ere de meget lange. Andre bevege ikke oordene i adskillige endelser men sætter eet Skæloord [dvs. en artikel] for ved som de Hebræer
(P. Syv 1663/1915, s. 111 f.)
I dette citat må bevege, altså bevæge, have betydningen ‘bøje’, men det er både første og sidste gang dette indlånte nedertyske verbum optræder med denne betydning. Toogtyve år senere udsendte Peder Syv Den Danske Sprog-Kunst, og heri hedder det om “Tid-Ord”, dvs. verber, at til dem hører
Middel-Ord eller Deel-Ord [dvs. participier] som bemærker Tiid, og dog bøjes som Tillægs-Ord
(P. Syv 1685/1919, s. 176)
Det er første gang ordet bøje kendes på dansk i betydningen ‘formforandre ord’. Lidt tidligere, i 1651, træffer man ordet i denne betydning i svensk: “Man (är) ingalunda förplicktat, at man .. (de främmande egennamnen) effter the fremmande Språken böya måste” (SAOB, bd. 5, sp. 4857).
På vestnordisk er der i middelalderen belæg på brugen af verbet hneigja i betydningen ‘formforandre ord’. Det tilsvarende nudanske verbum, neje, kendes hverken på svensk eller dansk i denne betydning, og på islandsk bruger man nu verbet beygja, altså det samme som i de øvrige nordiske sprog.
Den nordiske brug af verbet bøje i betydningen ‘formforandre ord’ er fælles med tysk, der i denne betydning bruger verbet beugen. Det ser dog ikke ud til at være specielt gammelt og indarbejdet på tysk, og det er derfor fortsat et spørgsmål hvad der har bevæget vore sprog til at vælge netop dette ord til at betegne ordgymnastik, og om der er tale om en tilfældig samtidighed. Nederlandsk har valgt et helt andet ord, vervoegen, egentlig ‘forføje’, men kan dog også undertiden anvende verbet buigen.
