Notat af Marita Akhøj Nielsen om ledstilling og ledbygning i poesi (vers).

---

 

Undersøgelser af metrisk bestemt syntaks har fokuseret på samspillet mellem poesiens bundne form og led- og sætningsbygningen. Dette samspil er blevet set som en digterisk udfordring. I Dansk Sproghistorie behandles emnet i historisk længdesnit i kap. 14.4 “Salmesprog”, og i to kapitler om forfattersprog berøres det også: kap. 21.1 “Anders Sørensen Vedel” og 21.3 “Thomas Kingo”. Den følgende oversigt bygger på og citerer i et vist omfang disse kapitler.

“Poetisk frihed” er den traditionelle betegnelse for en syntaktisk konstruktion, der afviger fra prosanormen pga. hensynet til den bundne form. I den hidtidige forskning har det i høj grad været sådanne friheder, man har beskrevet.

Middelalder og renæssance

I den dansksprogede digtning i middelalderen og renæssancen er enderimet et centralt virkemiddel. Det er ikke nødvendigt, at alle verslinjer rimer, men som regel følger digtene et ret fast rimskema. Verslinjerne kan rime to og to, skematisk udtrykt: a-a-b-b. Hver anden verslinje kan rime: a-b-a-b; fire verslinjer kan være bundet sammen af rim: a-b-b-a, og det samme kan seks: a-a-b-c-c-b. Desuden findes der endnu mere raffinerede rimskemaer. Rytmisk er kun de trykstærke stavelser relevante, mens verslinjerne frit kan udfyldes med tryksvage stavelser; i det følgende citat fra en af middelalderens versromaner er de sandsynlige tryktoppe fremhævet:

for wor herræ hans fødzels aar fuld mange vndher i werdhen war storæ mendh och myghet sterke bodhe blant lege men och saa klerkæ	‘før vor Herre hans fødselsår fuldmange undere i verden var store mænd og meget stærke både blandt læge mænd og så klerke’
(Dværgekongen Laurin, l. 5-8)

Selvom der rimeligvis er fire trykstærke stavelser i hver verslinje, svinger stavelsestallet: 8, 9, 8 og 10.

Til trods for de få regler for versbygningen var der nogle ret faste muligheder for at lade syntaksen afvige fra prosaens. Et par af dem kan vises i en strofe fra en vise til jomfru Marias ære i håndskriftet AM 76,8º (S. Kroon mfl. (udg.) 1993, s. 66-69 (bl. 17r-17v)); se hele strofen i kap. 14.4). Et konventionelt greb var at placere underordnede led i en nominalhelhed efter kernen, fx gull thet rødhæ ‘guld det røde’. En sådan opbygning af en nominalhelhed er sjælden i senmiddelalderens prosa, men den er nyttig for digteren; i det citerede tilfælde er rimordet grødhæ. En anden poetisk frihed består i at sætte det infinitte verbal efter led, der normalt står før: “wi kunnæ hennes nadhæ ey mistæ” ‘Vi kan hendes nåde ej miste’. Her skal der rimes på quistæ ‘kviste’. Begge disse konstruktionstyper præger al senere dansk digtning, der anvender enderim.

Anders Sørensen Vedel hører til de bedste danske digtere fra 1500-tallet. På hans tid var det rytmiske princip identisk med middelalderens, og han anvender hyppigt både efterstilling af adled i nominalhelheder og slutstilling af infinit verbal (jf. M. Akhøj Nielsen 1994). Desuden er det tydeligt, at han ofte benytter et modalverbum for at få en infinitiv, der kan indgå i rim:

Hand tog oc ind de Enge saa brede Som nu monne Campus Martius hede	‘Han inddrog også de enge så brede, som nu monne Campo Marzio hedde’
(A.S. Vedel 1571a, bl. 9v)

De to verslinjer, der bindes sammen af rim, udfyldes af én ytring, og den afsluttende ledsætning fylder hele den sidste verslinje. Det er ét af utallige eksempler på, at Vedel er meget omhyggelig med at tilpasse ytringernes længde og afgrænsning til de metriske enheder: verslinjer, rimende verslinjer og – i de strofiske digte – strofer. Den bestræbelse er formentlig også forklaringen på en særlig type ledstilling, som fx kan ses i Vedels nydigtede folkevisestrofe om dronning Dagmar:

Hun kom vden Tynge hun kom met Fred, hun kom goden Bonde til lise: Haffde Danmarck altid saadanne Blomster, mand skulde dem ære oc prise.
(A.S. Vedel (udg.) 1591, s. 166b)

Sidste halvstrofe udfyldes af én ytring, som indledes med en ledsætning. I prosa ville det finitte verbal (skulde) følge efter ledsætningen, men Vedel har subjektet (mand) først. Derved opnår han, at verslinjen kommer til at hvile i sig selv, næsten som en komplet ytring.

Samme virkning kan opnås ved den konstruktion, man har kaldt løst fundament: Første led i en ytring sættes i ekstraposition og genoptages inde i sætningen. I poesi udfylder det første led typisk en hel verslinje, og linjen efter begynder med en genoptager, gerne et pronomen eller et adverbium:

Den som icke vil frycte for min Band Hand maa frycte for min høyre haand:
(A.S.Vedel 1571a, bl. 167v)

Alle de syntaktiske greb, der her er fremhævet, var overordentlig hyppige i middelalderens og renæssancens poesi. Det er velprøvede midler, der kan følges lige så langt tilbage, som vi har enderimende digte på dansk.

Barok

Barokdigtningen satte en helt ny poetisk standard fra 1620’erne og frem. Den er beskrevet i afsnittet “Nye principper for versbygning” i kap. 14.4 “Salmesprog”. Kort sagt indebar de nye principper, at antallet og placeringen af tryksvage stavelser blev reguleret lige så fast som fordelingen af trykstærke stavelser. Det lyder måske ikke voldsomt, men reelt var det en fuldstændig ændring af hele grundlaget for digtningen. Det skal her illustreres af to vers fra Luthers berømte gendigtning af Det Gamle Testamentes Salme 130. I den ældste kendte danske skikkelse begynder salmen:

Aff dybhedszens nøedh roeber iegh tiil tigh, herre gudh wil thu migh høere	‘Af dybhedens nød råber jeg til dig, herre Gud, vil du mig høre’
(Messebog 1528, bl. A 2v)

I den autoriserede salmebog fra 2002 lyder de tilsvarende verslinjer:

Af dybsens nød, o Gud, til dig mit bange råb jeg vender
(Salmebog 2002, nr. 496)

Teksten fra 1528 følger den normale prosasyntaks (og det gælder også placeringen af det pronominale objekt migh før infinittet høere). Det hænger naturligvis sammen med, at der kun skal tages hensyn til enderim og selve opdelingen i verslinjer. Derimod afviger den moderne versions syntaks markant fra prosa: Finittet (vender) står allersidst i sætningen, adverbialet til dig står før både objektet (mit bange råb) og subjektet (jeg), som i øvrigt kommer i omvendt rækkefølge i forhold til normal prosa. I prosa ville verslinjerne lyde: “Af dybets nød vender jeg mit bange råb til dig, o Gud”. Det er den faste rytme, som i kombination med rimkravet har fremtvunget den specielt poetiske syntaks. Formentlig forstår vi kun teksten, fordi vi er vænnet til de poetiske friheder, som vi har mødt utallige gange, lige fra vi første gang skrålede “hun sikkert sig en gave får”.

Barokdigterne stod over for den kolossale udfordring at tilpasse syntaksen til den nye metriks ubøjelige krav. De løste opgaven dels ved at udnytte de velkendte poetiske greb, dels ved at skabe nye. Et af de mest krævende versemål, aleksandrineren, var også et af de mest populære, og aleksandrinerdigtningen giver rig lejlighed til at iagttage den særligt poetiske syntaks (jf. P.L. Hjorth 1982). Aleksandrineren består af metriske enheder på fire verslinjer med hver seks jamber (en tryksvag + en trykstærk stavelse) og en lille pause i midten (cæsur); versene rimer to og to, skiftevis med en- og tostavelsesrim. De syntaktiske (nød)løsninger, som aleksandrineren kunne tvinge selv den suveræne mester Kingo til at anvende, skal her illustreres af fire verslinjer. De er også citeret og gennemgået i kap. 21.3 om Kingos sprog, fordi de rummer usædvanligt mange poetiske friheder og derved er atypiske for Kingos digtning. De lodrette streger markerer cæsuren og er indsat for at tydeliggøre rytmen:

Først seer jeg for mig staa | GVds store Forsyns Øye, Naar jeg dend Noahs Ark | betragter ræt og nøye, Som var et Tegn og Tru [‘trusel’] | til første verdens Død, Hvor i til Ljvet dog | den anden Verden flød!
(KingoSS, bd. 2, s. 46)

De fire verslinjer udfyldes af én helsætning med tre ledsætninger, hver på en hel verslinje. Den metriske ramme har altså klart bestemt afgrænsningen af sætningerne. Fire steder afviger ledstillingen fra prosanormen. I første verslinje har rimhensynet tvunget infinitiven staa frem før det logiske subjekt (GVds store Forsyns Øye). Objektet i anden verslinje, dend Noahs Ark, er placeret før finittet betragter; den normale ledfølge, når jeg betragter den Noas ark ret og nøje, ville ødelægge rytmen og ophæve cæsuren. Tredje verslinje er fuldstændig normal på sætningsniveau. I sidste verslinje er finittet flød slutstillet for at indgå i rimet, og indholdsadverbialet til Ljvet er trukket frem af hensyn til cæsuren. Opbygningen af de ikke-sætningsformede led afviger tre steder fra prosanormen. I anden verslinje er der indsat en pronominal bestemmer, dend, før genitiven Noahs, en art dobbelt bestemthed. I paratagmet et Tegn og Tru (verslinje 3) ville det normalt være påkrævet med den ubestemte artikel en før Tru, som er fælleskøn, og det bestemmende adled den mangler før superlativen første.

Citatet rummer som nævnt flere syntaktiske normbrud end sædvanligt i Kingos aleksandrinerdigtning, men typerne er karakteristiske. Tiest bliver verbaler af alle arter slutstillet af rimhensyn, og det greb er velkendt i den poetiske tradition siden middelalderen. Derimod tager konstruktionerne i versindre primært sigte på den faste rytme. Især cæsuren stiller helt særlige krav; den må aldrig falde midt i et ord, men helst mellem to sætningsled eller sætninger.

Siden da

Fra barokken og indtil slutningen af 1800-tallet havde langt de fleste digte på dansk enderim, gennemførte rimskemaer og fast rytme. I syntaktisk henseende udnytter disse digte de poetiske friheder, der blev knæsat i sidste halvdel af 1600-tallet. Generelt havde de små poeter nok mere brug for de syntaktiske nødløsninger end de store digtere, men indtil det moderne gennembrud var en specifikt poetisk syntaks acceptabel. Siden da er de traditionelle metriske rammer blevet brugt af stadig færre digtere, men de sangbare genrer stiller fortsat meget præcise krav til i hvert fald rytme og opdeling i verslinjer og oftest strofer. Alligevel er der som hovedregel ringe tolerance over for syntaktiske afvigelser fra normalsyntaksen, og mange moderne salmer og sange kan klare sig helt uden.