Stærkt udvidet version af afsnittet “Syntakshistorie og ledstillingshistorie” på s. 131 f. i bd. 3, med introducerende oversigter over ledstilling og henholdsvis kasus, bestemthed og modus.

---

 

Det er et grundsynspunkt for fremstillingen af syntakshistorien i kap. 11.2 at udviklingen af ledstillingen spiller en central rolle i hele syntakshistorien. Traditionelt har man anlagt det synspunkt at det oprindelige kasussystem blev afløst af en fast ledstilling som middel til at skelne mellem sætningsleddene subjekt, direkte og indirekte objekt. Uden forbindelse med denne udvikling plejer man at beskrive ændringerne i bestemthed og i modus, dvs. de vekslende udtryk for den talendes holdning til ytringens indhold, i det ældste dansk udtrykt i verbernes bøjningsformer indikativ, konjunktiv og imperativ. Det må imidlertid opfattes som en begrænsning. Det bestemthedssystem der udvikles i dansk, erstatter nemlig i et vist omfang ledstillingsprincipper, og verbernes modus afløses ikke bare af modalverber og partikler (småord), men også af ledstillingsregler.

For at uddybe disse sammenhænge bringes i det følgende introducerende oversigter over ledstilling og henholdsvis kasus, bestemthed og modus. Se desuden nærmere om ledstilling i afsnittet “Ledstillingen i middelalderen og nu” i bd. 3, s. 132 ff.

Kasus og ledstilling

Ledstillingsreglerne er stort set de samme for alle tre hoveddialekter i den ældre middeldanske periode, selv om skånsk i modsætning til sjællandsk og jysk har et rigt kasussystem. Et af de træk der afviger markant fra moderne dansk, er at objekter og andre led kan stå både før og efter sætningens infinitte verbal, hvor de i nutiden skal stå bagefter. På henholdsvis skånsk og jysk hedder det fx:

3. Pawin hawir allum cristnum mannum [indir. obj. i dat.] forbuthit [inf. verbal] iernbiwrth [dir. obj.] (SkL, tillæg XII, DgL, bd. 1.2, s. 781)
   paven har alle kristne mænd forbudt jernbyrd
   ‘paven har forbudt alle kristne mennesker jernbyrd’
4. Man scal æi lagh fæld man [indir. obj. i neutral form] sinæ øøk [dir. obj.] læ [inf. verbal] (JyL, NkS 295, 8^o, DgL, bd. 2, s. 260)
   mand skal ej lovligt dømt mand sine øg låne
   ‘man skal ikke låne sine heste til en lovligt dømt mand’

I begge tekster er det indirekte objekt placeret inden det infinitte verbal, uanset at skånsk har dativ, mens jysk har umarkeret, neutral form i det indirekte objekt. Eksemplerne demonstrerer at der ikke er nogen enkel sammenhæng mellem bortfaldet af kasus og dannelsen af en ny ledstilling.

Ledstillingens udvikling fra ældre middeldansk til i dag følger ikke nogen simpel linje, hvad man har været tilbøjelig til at overse. I yngre middeldansk fjernede ledstillingen sig nemlig fra den hidtidige på et punkt hvor det ældre sprog mindede om nutidens: I bisætninger opstod der en mulighed for at placere flere led, herunder styrede led (faste led, valensled) som fx direkte og indirekte objekter, foran det finitte verbal:

5. Iomfruan kiærdhe for fathir oc modhir at hon ey finge lifvat. vtan hon [subj.] thæn swennen [dir. obj.] finge (SjT, s. 21)
   jomfruen klagede for far og mor at hun ej fik^skulle levet uden hun den svenden få^måtte
   ‘jomfruen klagede til sin far og mor over at hun ikke ville kunne leve hvis hun ikke fik den ungersvend’

Dette eksempel har det direkte objekt thæn swennen foran det sidste finitte bisætningsverbal finge, noget der ikke er muligt i moderne dansk; det har også nægtelsen ey foran det første finit finge, hvad der kunne ligne forholdene i moderne dansk, men alligevel ikke er det samme. Både frie (ikke styrede) og styrede (faste) led kunne nemlig følge den nye ledstilling og stå foran det finitte verbal. I en (vestdansk) bønnebog fra ca. 1500 hedder det:

6. thi æst thw then førstæ som naden [dir. obj.] hoss hanum [adv.] hawer fwnnet (Bønnebøger, bd. 2, s. 153)
   thi er du den første som nåden hos ham har fundet
   ‘derfor er du den første som har fundet nåden hos ham’

Her er der to styrede led foran bisætningens finitte verbal, det direkte objekt naden og stedsangivelsen (adverbialet) hoss hanum. En sådan ledstilling var ikke mulig i ældre middeldansk, hvor finittet altid skulle stå på anden plads (efter fx subjektet eller et adverbial) i sætningen, og den findes heller ikke i moderne dansk.

Se nærmere om kasus i afsnittet “Kasussystemet og dets afvikling” i bd. 3, s. 144 ff.

Bestemthed og ledstilling

Før ca. 1300 fandtes der ingen ubestemt artikel på dansk. Man havde bestemt form, fx bonden, og nøgen form, bonde. I udtrykket en bonde var en talord og betød altså ‘én, ikke to eller flere’. Når man ville omtale noget som allerede kendt, kunne man ligesom på moderne dansk bruge den bestemte form, men det var også muligt at anvende nøgen form. Man havde derimod ikke som i moderne dansk mulighed for at bruge en særlig form (ubestemt nominal) til at udpege sætningens informativt vigtigste led. Til gengæld kunne man gøre det med ledstilling.

Sætningens informativt vigtigste led kaldes fokusleddet. Det betegner en referent der har status som det afsenderen beder modtageren forholde sig til og eventuelt modsige. Tilsvarende kaldes de mindre vigtige led hvis referenter eventuelt er velkendte, for baggrundsled.

Ledstillingen kunne angive forskellen mellem baggrund og fokus ved at de to typer

information havde hver sin plads i sætningen, nemlig henholdsvis før og efter nægtelsen. Denne informationsstruktur kan illustreres med følgende citat fra Harpestrengs anvisninger på åreladning:

7. uppa armæn thær sum armæn høghæs liggæ thre athæl athræ. En liggær ouærst. oc hetær howæth athræ (..) Ma thænnæ athræ [baggrund] æi thæræ [fokus] finnæs. tha scal hun [baggrund] hittæs nithær a armæn til handæn (HarpMKr, s. 94)
   på armen der hvor armen bliver høj, ligger tre hovedårer. En ligger øverst, og hedder hovedåre (..) Kan denne åre ej dér findes, da skal hun hittes ned på armen ved hånden
   ‘På armen der hvor den bliver tyk, ligger tre hovedårer. Den ene ligger øverst og hedder hovedåren. Kan denne åre ikke findes dér, da skal den findes nede på armen ved hånden’

Informationsstrukturen fremgår tydeligt af den sidste helsætning, Ma (..) handæn. Åren er omtalt tidligere i teksten, den er baggrundsinformation og står inden nægtelsen æi. Det interessante er hvor man finder åren: thæræ ‘dér’ er fokus og står i modsætning til den efterfølgende anvisning nithær a armæn (..). Som fokusled står thæræ umiddelbart efter nægtelsen, og subjekterne thænnæ athræ ‘denne åre’ og hun ‘den’ angiver baggrundsinformation. Subjektet kunne også være fokusleddet:

8. Thænnæ steen ma æi eld [subj., fokus] skathæ (HarpMKr, s. 191)
   denne sten kan ej ild skade
   ‘denne ædelsten kan (selv) ild ikke skade’

Denne informationsstruktur med fokusleddet umiddelbart efter nægtelsen ændredes, især fordi subjektet fik sin faste plads. Men som en art erstatning for denne indskrænkning i ledstillingens betydningsområde opstod den nye bestemthedsbøjning hvor ubestemt form kan betegne noget modtageren (endnu) ikke kan identificere (det man regner for ukendt), mens bestemt form angiver at man mener at tale om noget identificerbart, eventuelt ligefrem noget bekendt.

Denne udvikling, hvor ledstillingsmuligheder forsvinder og delvist erstattes af bøjning, står i skarp kontrast til den traditionelle opfattelse, at ledstilling erstatter bøjning. Se nærmere i afsnittet “Bestemthed, informationsstatus og fokus” i bd. 3, s. 176 ff.

Modus og ledstilling

I det ældste dansk bøjedes verberne i tre modi: indikativ, konjunktiv og imperativ. I løbet af middelalderen og reformationstiden blev forskellen mellem indikativ og konjunktiv ophævet. I stedet opstod der nye konstruktioner til at markere den talendes holdning til ytringens indhold.

Modalverber og præteritum

Den ene, der havde rødder helt tilbage i det ældste dansk, er konstruktion med de såkaldte modalverber, på moderne dansk kunne, skulle og måtte. De blev allerede i middelalderen brugt til at specificere især konjunktivens indhold, fx pligt og tilladelse, og den funktion blev endnu vigtigere efter sammenfaldet af indikativ og konjunktiv. Den anden er en nytolkning af præteritum, så formen ikke bare betyder fortid, men også kan bruges om tænkte virkeligheder: Hvad nu hvis du tog dig lidt sammen?

Et nyt ledstillingssystem

De to ovennævnte forhold er velkendte. De suppleres af en tredje udvikling, som traditionelt ikke sættes i forbindelse med modus, og det er dannelsen af et nyt ledstillingssystem. I moderne dansk skelnes der mellem to sætningstyper, den neutrale og den fremsættende. Den neutrale sætningstype er i moderne dansk den hyppigste i bisætninger, fx:

NEUTRAL SÆTNINGSTYPE (I BISÆTNING)
konjunktional	subjekt	sætningsadverbial	finit	øvrige led
hvis	de	ikke	forstår	pointen

Denne ledstilling står i modsætning til den fremsættende sætningstype, der er langt den hyppigste i hovedsætninger:

FREMSÆTTENDE SÆTNINGSTYPE (I HOVEDSÆTNING)
fundament	finit	subjekt	sætningsadverbial	øvrige led
så	forstår	de	ikke	pointen

Den neutrale type er brugbar i alle former for bisætninger, men den kan også anvendes i hovedsætninger og har da en særlig, subjektiv, betydning: Hvem der ikke skulle op om morgenen!

NEUTRAL SÆTNINGSTYPE (I SUBJEKTIV HOVEDSÆTNING)
konjunktional	subjekt	sætningsadverbial	finit	øvrige led
Hvem	der	ikke	skulle	op om morgenen

Omvendt kan den fremsættende sætningstype også forekomme i bisætninger, fx Det er klart at om morgenen må man ikke sove.

FREMSÆTTENDE SÆTNINGSTYPE (I BISÆTNING)
	fundament	finit	subjekt	sætningsadverbial	øvrige led
at	om morgenen	må	man	ikke	sove

Begge typer kan anvendes som hovedsætning og bisætning. Når den fremsættende sætningstype bruges som hovedsætning, angiver den at sætningen kan bruges til at ytre en konstatering eller information (så forstår de ikke pointen); når den neutrale type bruges som hovedsætning, angiver den en ganske forskellig ytringstype, en subjektiv type der angiver den talendes ønsker eller oplevelser: Hvem der ikke skulle op om morgenen!

Den neutrale type er som nævnt den normale i bisætninger (hvis de ikke forstår pointen), men den fremsættende type kan også bruges som bisætning og har da konstaterende eller informativ betydning, fx Det er klart at om morgenen må man ikke sove.

Den fremsættende type har konstaterende indhold og varetager således funktioner der svarer til indikativ i sprog med forskel mellem indikativ og konjunktiv. I mange sprog bruges konjunktiv til at angive at sammenhængen ikke er indikativisk, og den neutrale type er netop neutral i bisætninger, med den betydning at indholdet ikke behøver at være indikativisk. I hovedsætninger betyder den derimod meget præcist noget subjektivt der ligger tæt på en kendt betydning af konjunktiv, nemlig den optativiske funktion ‘ønskefunktionen’.

Der er derfor god grund til at betragte ledstillingssystemet i moderne dansk som en erstatning for et klassisk bøjningssystem for modus. Den fremsættende sætning er indikativisk, den neutrale er konjunktivisk. Denne analyse vil kunne virke overraskende; men det er pointen at de to sætningstyper i moderne dansk ikke betegner hoved- og bisætning.

Se nærmere om modus i afsnittet “Modalitet” i bd. 3, s. 205 ff.

Partikler og sætningsadverbier

En sidste og fjerde type erstatning for verbernes gamle modusbøjning er en særlig udvikling af betydningen af en række partikler og sætningsadverbier, fx mon, nok og dog. I løbet af 1700- og 1800-tallet blev disse ord primært udtryk for den talendes subjektive holdning, og dermed fik de den funktion at specificere sætningens modus.

Se nærmere om partikler og sætningsadverbier i afsnittene “Subjektive partikler” (i bd. 3, s. 220 ff.) og “Dialogiske partikler” (i bd. 3, s. 225, og i den udvidede version her på hjemmesiden).