Udvidet version af afsnittet om fraktur og antikva på s. 73 i bd. 2.

Dominerende fraktur med indslag af antikva

Skriften i bøger på dansk var ved periodens begyndelse stadig fraktur (gotiske eller “krøllede” bogstaver), som den havde været det siden de første trykte bøger på dansk i 1500-tallet (se illustrationen i bd. 1, s. 375; se i det hele taget også kap. 4.6 “På tryk” i bd. 1 om forholdet mellem fraktur og antikva). Bøger på latin blev som hidtil trykt med antikva (latinske bogstaver).

Det var til at begynde med almindeligt at sætte oprindelig latinske og græske fremmedord med antikva, fx Classes, Lectier (begge fra latin og begge med betydningen ‘klasser’) og Geographiam, Psalme (begge fra græsk; eksemplerne her og i det følgende er fra Forordning 1739). Sådanne fremmedord fik generelt ikke dansk stavemåde og bøjning (endelsen -es i Classes er fx den latinske pluralisendelse), og man ville tilsvarende heller ikke iklæde dem en anden skrift end latinens antikva, der også blev brugt i franske fremmedord, og altså også i oprindelig græske ord. Det var tilmed også almindeligt at skifte alfabet inde i et ord, som fx i Philosophiske og taxerede, hvor den fremmede ordstamme blev skrevet med antikva, mens de danske endelser -ske og -de blev sat med fraktur. Det var ikke bare fremmedord der blev sat med antikva. Også person- og stednavne havde en særlig status og var siden 2. halvdel af 1600-tallet på samme måde blevet skilt typografisk ud fra den omgivende tekst (E. Kroman 1943, s. 69).

Den nære sammenhæng mellem det nationale sprog og den gotiske frakturskrift viste sig også ved at frakturen ligefrem blev kaldt dansk skrift, på samme måde som man i de tysktalende lande omtalte den som deutsche Schrift (se nærmere i bd. 1, s. 374 f.).

Sejlivet fraktur – sejrende antikva

Antikvaen som brødskrift dukkede så småt op i 1700-tallet, men blev først for alvor en trussel mod frakturens dominans i dansksprogede bøger mere end 150 år senere. En af pionererne i 1700-tallet var Jens Schelderup Sneedorff, der bl.a. lod sit tidsskrift Den patriotiske Tilskuer (1761-1763) trykke med antikva. Og i 1772 udkom “pragtudgaven” af Ludvig Holbergs Peder Paars (1. udg., 1719) som en af de første skønlitterære bøger på dansk sat med antikva (J. Bjerring-Hansen 2010, s. 170; se også bd. 1, s. 382). Det havde dog stadig lange udsigter før antikvaen slog rigtigt igennem. Ganske vist udkom Oehlenschlägers nybrydende debutsamling, Digte (1803), med antikvasats, men allerede i hans næste værk, Poetiske Skrifter (1805), var skriften atter fraktur, og det samme gjaldt hans øvrige bøger. Se nærmere om “den europæiske skriftstrid omkring 1800” i J. Bjerring-Hansen 2010.

Alle Molbechs ordbøger (1813, 1833/1859) blev – som en ukommenteret selvfølgelighed – sat med fraktur. De officielle retskrivningsnormer gik ligeledes indtil 1872 stiltiende ind for frakturen, hvorimod den rask-petersenske reformnorm længe udtrykkeligt havde foretrukket antikvaen, der var blevet brugt i både Rasks Retskrivningslære (1826) og i N.M. Petersens retskrivningsbøger (1826 og 1837). 1872-retskrivningens officielle retskrivningsordbog, Svend Grundtvigs Dansk Haandordbog (1872), der havde sine rødder i den rask-petersenske retskrivning, var da også sat med antikva – ligesom alle senere officielle retskrivningsordbøger har været det. I forordet til sin ordbog udtrykte Grundtvig direkte ønsket om at de latinske bogstaver (og ordbogens retskrivning i det hele taget) snart måtte blive de almindeligt brugte i skolen og litteraturen.

De officielle retskrivningsdirektiver fra skolemyndighederne selv blev dog fortsat trykt med fraktur, senest Bek. 15. december 1900 om verbernes pluralisformer. De blev publiceret i Lovtidende, der ligesom Ministerialtidende først i 1902 gik over til antikva. Af de øvrige offentlige tidender havde Højesteretstidende skiftet til antikva allerede i 1877, og Rigsdagstidende i 1892. Salmebøger og bibler holdt stand særlig længe: Den første salmebog med antikva kom i 1900, og den første bibel i 1912. Så sent som i 1921 udkom der dog bibeludgaver sat med fraktur (se illustration mv. i Aa. Hansen 1967, s. 316 f., og se også R. Paulli 1940). Også dele af dagspressen var trofaste mod frakturen, således Kalundborg Folketidende, der holdt ud til og med 31. august 1942 – og som først i 2006 ændrede bladhovedets fraktur til antikva (se nærmere i B. Rohde 2007).

Håndskriften

Gotisk skrift var fortsat dominerende i danske håndskrevne tekster ved periodens begyndelse, idet der dog ligesom tidligere sporadisk var lærde der benyttede latinske bogstaver (E. Kroman 1943, s. 78-79). Fra omkring 1850 vandt latinsk håndskrift stadig mere frem, og i 1875 fik folkeskolerne med Cirk. 10. maj 1875 pålæg om at eleverne i skriveundervisningen kun skulle undervises i det latinske alfabet, men dog fortsat øves i læsning af gotisk skrift. Pålægget blev gentaget og nuanceret i 1889/1892-retskrivningens direktiver, senest i sidste oplag af Dansk Retskrivningsordbog:

§ 1. Saavel den latinske som den gotiske Bogstavskrift indøves i de højere Almenskoler og i Seminarierne. – I Folkeskolen behøver kun den latinske Bogstavskrift at indøves skriftligt.

(DRO, 3. udg., 6. opl., 1946, s. IX)

Siden da har den gotiske frakturskrift været helt ude af den officielle danske retskrivning, og spørgsmålet om valg af skrifttype har ikke længere været et relevant ortografisk anliggende.