119. Es 35 og N.F.S. Grundtvig-salme
Sammenligning mellem salmen Blomstre som en Rosen-Gaard og Esajas’ Bog.
(Kilde til Esajas’ Bog 35,1-7 er Biblia, Det er Den ganske Hell. Skriftes Bøger 1787).
(N.F.S. Grundtvig 1837, s. 330 ff.).
Verset med rød skrift er omtalt på s. 111 i bd. 4.
| Esajas 35, vers 1-7 | Blomstre som en Rosen-Gaard | |
| . | ||
| 1. Men ørken og de tørre Steder skal glæde sig derved; og den øde Mark skal fryde sig, og blomstres, som en rose. 2. Den skal vist blomstres, ja den skal jo fryde sig, og synge med Fryd, Libanons herlighed er givet den, Carmels og Sarons prydelse; de skal see HERRENS herlighed, vor Guds Prydelse. |
Blomstre som en Rosen-Gaard Skal de øde Vange, Blomstre i et Gylden-Aar, Under Fugle-Sange! Mødes skal i Straale-Dands Libanons og Karmels Glands, Sarons Yndigheder! |
|
| Prises skal fra Strand til Strand Jordans øde Slette, Hæders-Krandse trindt om Land Skal til den Man flette, For med Guddoms-Herlighed Der den Høie daled ned, Lod sig klart tilsyne. |
||
| . | ||
| 3. Styrker de afmægtige hænder; og bekræfter de snublende knæ. 4. Siger til de mistrøstige af hiertet: værer frimodige, frygter ikke; see, eders Gud skal komme med hævn, ja Guds betalning, han, han skal komme og frelse eder. |
Ryste meer ei noget Knæ! Lad ei Hænder synke! Skyde hvert udgaaet Træ! Glatte sig hver Rynke! Reise sig det faldne Mod! Rinde let uroligt Blod! Frygt og Sorg forsvinde! |
|
| . | ||
| Herren kommer, Gud med os! Troen paa Ham bier! Byde vil Han Fienden Trods, Som sit Folks Befrier, Alt betales paa eet Bret: Fienden skeer sin fulde Ret, Folket times Naade! |
||
| . | ||
| 5. Da skal de blindes øine aabnes; og de døves ørne aabnes. 6. Da skal en halt springe, som en hiort, og den stummes tunge synge med Fryd, thi vandene ere adskilte i ørken, og bækkene paa den øde mark. |
Skiæres for den sorte Stær Skal da Øine mange, Døve Øren fjern og nær Høre Fryde-Sange! Som en Hind da springer Halt, Stammer, som for maalløs gjaldt, Løfter klart sin Stemme! |
|
| . | ||
| Saa i Herrens Helligdom Esaias spaa’de, Tiden randt og Dagen kom Med Guds Lys og Naade, Ja, med Guds og Davids Søn, Som giør end i Lys og Løn Paradis af Ørke! |
||
| . | ||
| 7. Og en tørt sted skal blive til en søe, og en tørstig sted til vand-kilder; i den bolig, deri drager laae, skal være høe, tilmed rør og siv. | Vidtberømt da gjorde Han Jordans øde Slette, End til den vi trindt om Land Hæders-Krandse flette: Der vor Gud, i Bad og Bøn, Fandt sin elskelige Søn, Favned Ham i Aanden! |
|
| . | ||
| Da tilgavns fik Blinde Syn, Stumme Røst og Mæle, Springe, fare, kan som Lyn Nu vanføre Sjæle, Hvad engang paa Støv blev seet Tusindfold i Aand er skeet, Skeer til Verdens Ende! |
||
| . | ||
| Ja, vor Frelser og vor Drot, Jesus, den Eenbaarne, Alting gjorde nyt og godt, Selv hos Uomskaarne: Aand Han blæser i vort Støv, Lydhør bliver da hver Døv, Stamihak en Taler! |
||
| . | ||
| Nys vel syndes Naadens Tid Paa vor Jord udrundet, Herrens Aand af Mandevid Klarlig overvundet; Trindt i Kirken, hvor Man saae, Daglig gik en Mund i Staa, Blev to Øren døve! |
||
| . | ||
| Mode blev det, trindt paa Jord, Herren at fornægte, Og af alle Jesu Ord Eet kun syndes ægte, Eet kun lagt i Sandheds Mund, Ordet: om en liden Stund Seer Man mig ei længer! |
||
| . | ||
| Hurtig dog sig vendte Blad, Slukket er nu Sorgen, Det i hver en christen Stad Aften blev og Morgen, Medens vi, som tale end, Troed, tvivled, traf igien Herrens Aand i Støvet! |
||
| . | ||
| Ære med vor høie Drot! Med Hans Aand tillige! Begge de giør Alting godt I vort Himme-Rige, Døve, selv paa Gravsens Bredd, Øren faae at høre med, Stumme Læber sjunge! |
||
| . | ||
| Ja, det store “Hephata” Atter kraftig lyder! Daglig vort Halleluja Stærkere udbryder! Halte Been giør sikkre Trin! Op sig lukker Sjæl og Sind For Guds-Mundens Aande! |
||
| . | ||
| Høit bebude Gylden-Aar Glade Nyaars-Sange! Blomstre som en Rosen-Gaard Skal de øde Vange! Mødes skal i Straale-Dands Libanons og Karmels Glands, Sarons Yndigheder! |
Marita Akhøj Nielsen 2020
