122. De kirkelige retninger i salmebøgerne

Udvidet version af afsnittet “De kirkelige retninger i salmebøgerne” på s. 112 f. i bd. 4.

Den autoriserede salmebog fra 1855 blev suppleret af flere tillæg, hvor Grundtvigs salmer fik større plads. Fra 1880’erne fik også Vartovsangen med dens rytmiske melodier og raske tempo betydning som inspiration for kirkemusikeren og komponisten Thomas Laub (1852-1927). Det var de sentimentale, romantiske manerer og det ekstremt langsomme tempo, Laub ville udrense. Hans mål var at føre kirkesangen tilbage til rødderne, den gregorianske sang og reformationstidens salmesang. Han komponerede selv en række melodier og rekonstruerede andre. Desuden inspirerede han andre komponister, bl.a. Carl Nielsen, og han fik adskillige elever, hvoraf mange var aktive i Samfundet Dansk Kirkesang, der blev stiftet i 1922 (H. Glahn 1972, s. 224-230).

1855-salmebogen blev afløst som officiel salmebog af Psalmebog 1897. Foruden nydigtede salmer blev mange bearbejdelser af de ældre salmer optaget, og indgrebene i de gamle tekster, bl.a. Kingos, mildnedes i forhold til de foregående officielle salmebøger.

Generelt var kirkelivet i sidste halvdel af 1800-tallet afgørende præget af grundtvigianismen og Indre Mission. Den sidste bevægelse har sin rod i de pietistiske forsamlinger og blev for alvor organiseret i 1861 i Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark. I 1895 fik missionen sin egen salmebog som supplement til den officielle, Hjemlandstoner, der siden er udkommet med jævne mellemrum. Den indeholder i vidt omfang vækkelsessalmer, der kredser om omvendelsen fra ligegyldighed eller ligefremt fjendskab over for kristendommen til et levende engagement, ofte med udpræget sans for de socialt ringest stillede. Som eksempel skal et enkelt vers af Vilhelm Gregersen (1848-1929) her citeres (hele salmen kan læses i 123. Vilh. Gregersen-salme 1895):

1. Herre Jesus, stærk og mild,
2. gyd din Kraft, og tænd din Ild
3. i vort lunkne Indre,
4. vi er svage, vi er smaa,
5. men dit Ærind kan vi gaa,
6. om vi end var mindre!
(Hjemlandstoner 1895, s. 368)

Ordforrådet er næsten gennemført hentet fra dagligdagens tale, og syntaksen er let gennemskuelig. Billederne er velkendte (linje 2-3) og aktualiserer Jesus som den primære kraft i de kristnes liv. Karakteristisk er det kollektive vi, som fremhæver fællesskabet i de vakte kredse. Det enkle sprog leder opmærksomheden til budskabet, og salmens form skal være så gennemsigtig som muligt.

Første Verdenskrigs rædsler gav stødet til en omvurdering af hele den europæiske kulturarv. I danske kirkelige kredse blev opgøret formuleret af en gruppe unge teologer, som fra 1926 udgav tidsskriftet Tidehverv, der gav bevægelsen navn. Konkret vendte tidehvervsteologerne især deres kritik mod den pietistiske og indremissionske interesse for religiøse erfaringer og mod den sammenkædning af kristen overbevisning og moral, der herskede i brede folkekirkelige kredse. I stedet satte de en karsk forkyndelse af evangeliets centrale budskab om Guds nådige tilgivelse af den troendes synder, muliggjort ved Jesu død i syndernes sted. Den mest markante salmedigter med tilknytning til Tidehverv er K.L. Aastrup (1899-1980). Til hans tidligste salmer hører Du gav os efter dit Behag, hvis fjerde vers lyder (hele salmen kan læses i 124. K.L. Aastrup-salme 1939):

1. Da gav du efter dit Behag,
2. imod hvad vi fortjente,
3. en saadan Udgang af vor Sag,
4. som ingen kunde vente,
5. et Under over al Forstand,
6. en Visdom, vi ej grunde kan:
7. din Søn, der som vor Næste kom
8. og vendte om
9. til Naadebud din Vredes Dom.
(K.L. Aastrup 1939, s. 12)

Verset udfyldes af én ytring med verbum og subjekt i linje 1, et adverbial med en ledsætning i linje 2 og med et objekt, der fylder de øvrige syv linjer inkl. tre ledsætninger. Linje 5-9 er tre appositioner til objektets kerneled, Udgang (linje 3): Under med adled (linje 5), Visdom med adled (linje 6) og Søn med adled (linje 7-9). Det er en overordentlig krævende syntaks, og sandsynligvis sprænger linjeinddelingen den grammatiske sammenhæng for den syngende. Derved afspejler det fragmenterede sprog Guds ubegribelige handlemåde og menneskets uformåenhed, som nævnes gentagne gange (linje 2, 4, 5 og 6). Kun i Jesus kommer Gud os nær som vor Næste (linje 7). Sproget farves juridisk af gloser som fortjene (linje 2), sag (linje 3), –bud og dom (linje 9). Det eneste klare udtryk for følelser er vrede (linje 9), og verset ender dystert med din Vredes Dom. Til trods for den skarpe forkyndelse af mellemkrigstidens tidehvervske kristendomsforståelse omfatter ordforrådet helt traditionelle – og forældede – gloser som ej og grunde, ligesom indarbejdede religiøse termer er overtaget, fx under og næste. Aastrups egen holdning til salmedigtningen er mere teologisk end poetisk: “Skal man skrive salmer, må man tvinge sproget til at tjene, må kunne tøjle det, så det ikke laver kunster, der tager magten fra indholdet, fra det, der skal siges om Guds store gerninger. Det er i virkeligheden sig selv, man må kunne tøjle” (citeret efter C. Thodberg 1984, s. 246). Selv så han sin salmedigtning som en parallel til Laubs renselse af kirkesangen.

Efter genforeningen mellem Sønderjylland og det øvrige Danmark i 1920 fik de sønderjyske menigheder deres egen salmebog, som respekterede egnens salmetradition, både mht. udvalget af salmer og bevarelsen af deres oprindelige form. Snart begyndte man at arbejde på en genforening også af salmesangen, men først i 1953 blev Den Danske Salmebog autoriseret. Dens udtrykkelige mål var at være salmebog for hele den danske folkekirke, og derfor blev der taget hensyn til de kirkelige retninger og selvfølgelig til den sønderjyske tradition. Fornyelserne i 1953 er forsigtige, og måske netop derfor slog salmebogen meget hurtigt igennem, selvom den enkelte menighed havde ret til at bibeholde Psalmebog 1897.