217. Thomas Kingo

Udvidet version af afsnittet “Thomas Kingo” på s. 21 i bd. 6.

Der er således også i et dansk perspektiv en tæt forbindelse mellem udviklingen af barokstilen og etableringen og hele iscenesættelsen af enevælden som politisk styreform. Intet andet sted kommer denne forbindelse så tydeligt til udtryk som i tilfældet Thomas Kingo (1634-1703), der fra en folkelig baggrund som søn af en væver formåede at gøre karriere under den tidlige danske enevælde som salmedigter, præst og (fra 1677) biskop over Odense Stift. Kingo kendes især som salmedigter, men hans værk rummer også et stort antal verdslige lejlighedsdigte der relaterer sig til begivenheder og forhold i kongehuset og datidens repræsentative og strengt censurerede offentlighed. Kingos verdslige tekster giver et interessant indblik i omgangsformerne og det indviklede høflighedsceremoniel som dyrkedes ved hoffet og i det spæde statslige bureaukrati under enevælden, samtidig med at de i deres stærkt stiliserede retoriske form og indviklede sætningsbygning trækker linjer tilbage i prosahistorien til middelalderens retslige breve (de såkaldte diplomer, se nærmere i kap. 14.1 i bd. 4, s. 26 ff.).

Et illustrativt eksempel på koblingen af barok og diplomatarisk stil hos Kingo er hans ”Tilskrift” til kong Christian 5., trykt 1674 som fortale til salmesamlingen Aandelige Siunge-Koors Første Part:

Dend Stoor-mægtigste, Høybaarne Monark
og Ene-Volds Herre,
Christian dend Femte,

Konge til Danmark og Norge, De Wenders og Goters,
Hertug udi Slesviig, Holstein, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenburg og Delmenhorst etc,

Min Allernaadigste Herre og Konge, ynsker jeg, med det Ny Aar, alle Himmelens Velsignelser at være og vorde fornyede, til et langt Liv, Lyksaligt Regimente, Seyer og Salighed ævindelig, af GUD Fader ved vor Frelsere og eniste Saliggiørere JESUM CHRISTUM.

ALlernaadigste Herre og Konge, jeg fordrister mig til udi dybeste Underdanighed, at sette Eders Maytz. store Naun for udi dette ringe Skrift, og det dermed udi Eders Kongl. Hænder at overgive; Ikke som en dyrebar Verdens [dvs. ’verdslig’] Gave, der saa stoor en Monark kand andstaa; Men som en ringe Nyt-aars-gave, eller en liden Gudfrygtigheds Gave, om hvilken jeg har giort mig selv dend underdanigste tilliid, at jeg med tilbørlig ydmyghed tør frembære dend, baade til GUds Altere og til Eders Kongelige Throne: I forhaabning, at dend hverken af Gud eller Eders Kongl: Maytz. skal vorde forsmaad. Mit Forsæt, med dette mit Aandelige Siunge-Koors første Part, haver alleniste været dette: At jeg, GUD til Ære, og mine Med-Christne til opbyggelse, kunde give dem anledning udi Morgen og Aften-Sange at ihukomme de særdelis sukke, som de ikke allene for sig self, men ogsaa for Guds Kirkis og vor reene Evangeliske Lærdoms floor og fremgang, saavelsom for Eders Kongl. Maysttz Arve-Husis Lyksalighed og det gemene bestis fremtarv ere skyldige at udøse; hvilke særdelis stykker aldelis ikke udi nogen Bede-Psalmer bør udelukkis. Maa det behage Eders Kongl. Maytz som tilforne i saa stoor Naade haver optaged nogle faa af mine forige Riim-skrifter, at vende fremdelis et naadigt Øye til dette mit ringe arbeyde, skal jeg derved opegges at anvende ald muelig fliid, til ikke allene dend anden Part, men og fleere af mit Siunge-Koor at forfærdige; Saa vi og her i Danmark, saavelsom de Tydske og andre Landsfolk (af hvilke vi hverken have behov at laane, eller udi Riime-kunsten det ringeste at eftergive [dvs.’stå tilbage for’]) kunde have Psalmer og Sange, til Gudfrygtigheds daglige øvelser, som ikke ere taad [dvs. ’tigget, modtaget’ ] og udlaant af deris: Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som andris, alligevel at [dvs. ’skønt’] dend ikke bliver ført paa Fremmede og udlændiske Vinger. Imidlertiid vil jeg udi allerdybeste underdanighed befale mig og mit ringe arbeyde udi Eders Mayttz Kongelige Gunst og Naade, og af Hiertet dagligen bede, at GUD vil lade Eders Kongl. Mayttz Aar vare frem og frem [dvs. ’for al fremtid’], og bekræfte Eders Kongl. Maytz. Arve-stool og Eders Mayttz Sæd ævindelig, til sin Kirkis beskiærmelse, og disse Rjgers og Landis ævigvarende Velstand og Velsignelse, Saa som GUDS Befalning og dend allerunderdanigste Pligt det udkræver,

Skrevet i Slangerup paa S. Hans Evangelistæ Dag [27/12] 1673.	af Eders Kongl. Mayttz Allerunderdanigste Undersaat, og tro Forbedere til Gud
	TH. KINGO. U-værdige Sognepræst i Slangerup

(T. Kingo 1674/1995, s. 53-54. De fremhævede ord og udtryk er nærmere omtalt i det følgende)

Teksten er formet efter den middelalderlige latinske retoriks forskrifter for det skriftlige foredrag i retslige breve og andre officielle dokumenter (de såkaldte artes dictandi). Den indledes af en adresse (inscriptio) til kongen under angivelse af de nødvendige titler, til lejligheden prydet med de karakteristiske barokke sammensætninger, superlativer og prydord (epitheta ornantia): Stoor-mægtigste, Høyborne. Den majestætiske stormægtighed er endvidere understreget med typografiske virkemidler, idet adressen er sat med ekstrastor skrift (se faksimilegengivelsen på s. 21 i bd. 6).

Herefter følger en hilsen (salutatio), nærmere bestemt en nytårshilsen, til kongen, der med en retorisk tretrinsraket og synonymrække (med indbyggede bogstavrim) ønskes et langt Liv, Lyksaligt Regimente og Seyer og Salighed ævindelig. Den strukturerende stilfigur her er antitesen, der indkapsler den bærende modstilling i hele periodens trosliv mellem livet på jorden og i det hinsides: Seyer henviser til kongens verdslige regimente her på jorden, mens Salighed angår monarkens evige liv i himlen som det emne skrivelsen i sidste instans handler om. Det fromme nytårsønske artikuleres under påkaldelse af Gud og Jesus Kristus, som også er en obligatorisk formel.

Nu følger selve brevet henvendt direkte til kongen i anden person pluralis majestatis (Eders Kongl: Maytz). Kingo går her direkte til sagen: viljeserklæringen (dispositio) om den sproghandling han ønsker at udføre, at dedikere sit skrift til kongen som nytårsgave. Erklæringen er svøbt ind i underdanighedsformler, som igen er indbygget i tekstens anden store strukturerende antitese mellem den ringe nytårsgave og den store konge.

Herefter følger Kingos redegørelse (narratio) for sin hensigt med udgivelsen, nærmere bestemt en begrundelse for hvorfor netop salmer er vigtige for folkets religiøse opbyggelse og dermed også for kongens Arve-Husis Lyksalighed. Som led i denne argumentation indføjer Kingo en captatio benevolentiae, et forsøg på at vinde adressatens velvilje, ved at henvise til at kongen tidligere har vist velvilje for hans arbejde, hvormed det også står klart at nytårsgaven er forbundet med håbet om en art modydelse fra kongens side i form af økonomiske eller andre privilegier. Her skal det indskydes at det at opnå kongeligt privilegium til at trykke salmebøger i 1600-tallet var en uhyre lukrativ forretning, der kom til at indbringe Kingo store indtægter. Men penge er ikke noget man taler om i de højere kredse. De omskrives i stedet til mere symbolske former for kapital: Kingo appellerer til den nationale stolthed ved at minde om tidens ambitioner om en original dansk digtekunst på modersmålet, som ikke er taad og udlaant fra udenlandske forbilleder, men som kan give mæle til de danskis Aand. Vinger er en retorisk talefigur (synekdoke) for Pegasus, den vingede hest, som i den græske mytologi er symbolet på digtekunsten. Underforstået: Den danske ånd kan hæve sig mod himmelen, men har til det formål brug for Kingos hjælp.

Det står hermed efterhånden også klart at der bag de sleske underdanighedsformler og den nærmest selvudslettende undersåtholdning gemmer sig en ikke ringe selvbevidsthed hos den U-værdige sognepræst og salmeskriver fra Slangerup, der med sine vers mener at kunne være med til at sikre riget og kongemagtens ævigvarende Velstand og Velsignelse. Kingo både blæser og har mel i munden. På den ene side gør han sig meget lille for at indynde sig hos kongen, på den anden side er den opulente og pompøse form i sig selv en magtfuld demonstration af hans værdighed og selvforståelse som digter.

Ved sin særlige blanding af servil underdanighed og selvbevidst kunstnerholdning er Kingos tilegnelsestekst et strålende eksempel på barok samtidig med at teksten giver et meget sigende indblik i de sociale dynamikker og politiske magtforhold der lå til grund for 1600-tallets opdyrkelse af dansk som kultur- og litteratursprog. Baroksprogets stilistiske overflødighedshorn kan ses som udtryk for sociale strategier og identitetsarbejde – både på det individuelle plan i relation til Kingos sociale status og karriere som fremadstormende digter og på det overindividuelle plan som udtryk for en gryende dansk national bevidsthed og identitet.