Peter Stray Jørgensens indledning til Politikens Slangordbog, 1982

 

Hvad er slang?

Slang er sprog som regnes for mindre pænt og acceptabelt og som alle bruger i et eller andet omfang.

Slang er ikke et selvstændigt sprog ved siden af normalsproget, det er et indslag i sproget. Man kan næppe lave en hel sætning hvor hvert eneste ord er slang. Den der bruger slang vælger visse slangudtryk i stedet for andre normalsproglige udtryk i en sætning, og det er disse valg og udskiftninger der gør at vi opfatter hele sætningen som slang. Slang er med andre ord et stiltræk: det farver sproget i større eller mindre grad og giver en særlig tone.

I princippet kunne den talende lige så godt have valgt nogle højtidelige udtryk i stedet for slangudtryk; så havde stilen været højtidelig i stedet for at være slangpræget: I stedet for helt neutralt at sige fx han er død, kan man i mere højtideligt sprog bruge udtryk som: han er sovet ind, han er faldet bort, han er ikke mere. I slang derimod siger man: han er himlet, han har grebet harpen, han spiser radiser fra neden af, han har slået sin sidste skid, han er røget op for at kysse englene i røven.

Man siger sådan set det samme, men på to vidt forskellige måder, og man viser dermed hvordan man opfatter situationen.

Det er svært at give en enkel og entydig definition på slang. Man kan dog opstille følgende karakteristiske træk som tilsammen bestemmer slang og adskiller det fra normalsproget og andre sprogformer:

1. Slang står i stedet for et normalsprogligt udtryk.
   Slang er et stiltræk, dvs. et signal til tilhøreren om at opfatte situationen på en bestemt måde, fx uhøjtideligt, uformelt, afslappet.
2. Der ligger en bestemt hensigt hos slangbrugeren bag brugen af slang (slanghensigten).
   Slangbrugeren har valgt slangudtrykket i stedet for et normalsprogligt udtryk, og har altså rettet sin opmærksomhed ikke bare mod det der tales om, men i mindst lige så høj grad mod selve udtryksmåden.
3. Slang er udnyttelse af sproglig kreativitet.
   Slang skabes ved at sproget bruges på en »legende« måde som skaber særlig opmærksomhed om både det der tales om og selve udtryksmåden.
4. Slang virker på tilhøreren (slangoplevelsen).
   Slang giver tilhøreren en overraskende oplevelse der tvinger vedkommende til at se på det der tales om på en anden måde end den hverdagsagtige – og til at reagere. Reaktionen kan gå lige fra en uforstående undren over et henrykt grin til dyb forargelse.
5. Brugen af slang bevirker at situationen »trækkes nedad« (niveausænkningen).
   Brugen af slang medfører at samtalesituationen bliver mere uhøjtidelig, uformel og afslappet, evt. direkte plat og sjofel.
6. Slang har en vis almen udbredelse.
   Ord og udtryk der kun er kendt og brugt i mere snævre og begrænsede kredse, kan ikke regnes for slang i egentlig forstand. Det drejer sig især om tre former for sprog:
   1. engangsudtryk, dvs. udtryk der er opstået og forsvundet så godt som med det samme, fx forkert anvendte udtryk, fortalelser og enkeltstående vitsagtige bemærkninger.
   2. argot eller det man kunne kalde »uofficielt fagsprog«. Dvs. bestemte fagområders ord og udtryk for specielle faglige forhold og redskaber, som ikke er »korrekte« og neutrale.
   3. jargon, dvs. relativt afgrænset gruppesprog, fx sproget i en bestemt familie eller en bestemt skoleklasse.

(Selv om udtryk fra disse tre typer af sprog altså ikke kan kaldes slang i snæver forstand, er det værd at bemærke at sådanne udtryk ofte får en videre udbredelse og dermed bliver egentlig slang.)

Alle 6 karakteristiske træk skal være til stede i forbindelse med brugen af et udtryk for at det kan betegnes som egentlig slang.

Mangler ét eller flere af de karakteristiske træk, har man at gøre med noget andet end slang – eller med »død slang« Fx har digtsprog ofte de fire første karakteristiske træk, men ikke de to sidste. Eder (som fx sgu og fandme) og tabuord (dvs. »uartige ord« som fx pik, kusse og nosse) og skældsord (som fx din tåbe, idiot!) opfattes ofte som slang men er det normalt ikke, bl.a. fordi de som regel ikke indeholder sproglig kreativitet (pkt. 3). Eder, tabuord og skældsord kan imidlertid være slang, hvis udtrykkene indeholder det der i øvrigt er karakteristisk for slang: som når man fx siger Vorherre på lokum i stedet for Vorherre bevares, møbelbankeren i stedet for pik, narpisser i stedet for idiot.

Død slang er »slang« der bruges uden slanghensigt (pkt. 2), dvs. uden at den talende i særlig grad har sin opmærksomhed rettet mod selve udtryksmåden, og som ikke har nogen videre virkning på tilhøreren (pkt. 4). Død slang er med andre ord slang der har mistet sin kraft og er blevet slidt ned til automatiske klicheer, eller er gledet over i daglig tale. Fx er der ikke mere meget slang udtryk som få et lift (skaffe sig kørelejlighed) eller bøsse (homoseksuel mand).

Det kan være svært i praksis at afgrænse slang helt præcist i forhold til alle de nævnte former for sprog. Man kan illustrere forholdet sådan:

Om et udtryk er slang eller ikke, kan derfor til syvende og sidst kun endeligt bestemmes ud fra den situation det bruges i. I princippet kan det samme udtryk altså karakteriseres som slang i én situation og som ikke-slang i en anden. Og samme udtryk kan være levende slang i én gruppe mennesker og død slang i en anden.

Det afgørende for om man har med slang at gøre eller ikke, er altså en bedømmelse af hvad man selv oplever eller kan slutte sig til om slanghensigten, slangeffekten osv.

Hvorfor bruges slang? – slangfunktioner

Der er gode grunde til at bruge slang. Hvor det almindelige neutrale sprog først og fremmest viderebringer ordenes egentlige indhold, så har slang herudover andre væsentlige funktioner:

1. Slang kan bruges for sjovs skyld. I det meste slang ligger der en elementær leg med sproget. Denne leg eller kreativitet kan være formålet i sig selv, som fx i udtryk som split-splat-spilaffen-guf, marskandiskendasker. Men ofte er det sjove midlet der er med til at skabe grundlaget for andre af slangs funktioner.
2. Slang har det som én af sine vigtigste funktioner at lette det sociale samvær: Når man bruger slang gør man det oftest mere afslappet og sjovt at være sammen. Det er fordi slang »trækker situationen nedad«, fra et højere mere stift og formelt niveau til et lavere mere uformelt niveau. Når man siger her på teglværket i stedet for »her på kontoret«, er tonen ikke særlig højtidelig. Og når man til en person, der undskylder at han har trådt én over tæerne, siger: Åh skidt, jeg bruger ikke overlæderet alligevel, så er det jo netop for at tage brodden af en ellers pinlig situation og bagatellisere den.
   Det individuelle valg af slangudtryk kan også gøre situationen mere personlig og fortrolig.
3. Slang kan præcisere og dermed fremme forståelsen. Slang er ofte meget konkret, anskueligt og sanseligt, og slang forstærker og forenkler tit det egentlige budskab. Når man kalder fjernsynet for støttepædagogen, siger man i ét ord hvad der ville kræve mange normalsproglige ord at forklare.
4. Slang kan markere slangbrugerens følelser, erfaringer og holdninger. Slang er stærkt subjektiv og afspejler derfor klart slangbrugerens holdninger til det der tales om, om end ikke altid lige nuanceret. Slang kan bruges når normalsproget er for neutralt og følelseskoldt. Med slang kan man udtrykke sine følelser og meninger kort og kontant og vække opmærksomhed både om det man taler om og om sig selv, sådan at man også giver andre et indtryk af ens personlighed. Se fx hvordan de følgende udtryk med indbygget holdning lægger op til kritik og diskussion: fattigdas (almindelige, billige gummisko – i modsætning til de dyrere af mærket Adidas), nulenergihus (administrationsbygning el. kontorafdeling), mumieræs (besøg hos sine forældre), cancergrill (solarium), og kommafabrik (skole).
5. Slang kan bruges som egentlig provokation. Formålet kan være at chokere og forarge, og gøre op med almindeligt anerkendte normer og autoriteter, fx repræsenteret af den ældre generation eller offentlige myndigheder. Man kan med slang vise sin foragt og respektløshed for det pæne og konventionelle. Det gælder generelt for de fleste udtryk om sex og andre tabuområder. Et udtryk som spasser (for en spastiker eller på anden måde fysisk handicappet person) virker fx ofte stærkt provokerende fordi det bruges om noget »som man ikke bør spøge med«. Holdningen bag ordet behøver ikke at være specielt diskriminerende; det kan bevidst være vendt mod andres tystys-omskrivninger for det samme.
6. Slang kan have en mentalhygiejnisk funktion. Når man bruger respektløse, forargelige, frække eller sjofle udtryk, kan man få afløb for nogle af de indestængte tanker, følelser og fantasier som »pænheden« og velanstændigheden normalt ikke tillader at komme åbent til udtryk. Det gælder givetvis for al den slang der drejer sig om sex.
7. Slang kan bruges til at distancere sig fra noget. Slang kan gøre det lettere at klare og »overleve« noget, hvad enten det er noget direkte ubehageligt eller noget man har svært ved at få sagt. Slang kan fx bruges af unge (og andre) til at dække over følelsesmæssig usikkerhed, det kan være »nemmere« at omtale sin hjertenskær som hejren eller filejsen. Og at bruge udtrykket at skride i svinget for at dø eller at dumpe til eksamen, kan være en formildende måde at sige det på og dermed gøre det alvorlige mindre slemt at tale om.
8. Slang kan bruges til at markere gruppetilhørsforhold Ved at bruge en bestemt gruppes slang bekræfter man at man er en del af gruppen, og man fastholder gruppens identitet og holder samtidig uforstående og uvedkommende udenfor. Sådan bruger unge ofte slang, både over for andre grupper af unge og i opposition mod den ældre generation. Det kan være den eneste funktion i modeprægede udtryk som bred ymer, knæhøj karse osv. .

De enkelte slangfunktioner der her er opstillet overlapper hinanden, og der er ofte flere forskellige funktioner i et og samme slangudtryk; fx kunne et udtryk som mumieræs placeres som eksempel i alle grupperne – afhængig af brugssituationen

Hvordan laves slang? – slangmekanismer

Slang dannes i hovedsagen på to måder:

1) Enten ved at man i slangudtrykkene spiller på en indholdsmæssig lighed (evt. anti-lighed) med det man taler om, dvs. en lighed i udseende, form, indhold, egenskaber, funktion og lign. og de forestillinger som knytter sig til disse ting.

2) Eller ved at man i slangudtrykket spiller på den større eller mindre udtryksmæssige lighed med normalsproglige udtryk, dvs. en lighed i formulering, ordlyd, udtale el. lign.

Indholdsmæssig lighed

En meget almindelig måde at danne slang på er ved hjælp af billedsprog. Billedsproget beror altid på en sammenligning mellem det man taler om (fx en medisterpølse) og det man sammenligner det omtalte med (fx en flået kobra). Sammenligningen kan være direkte og åbenlys som i et udtryk som så varmt som i en hottentotrøv, hvor sammenligningsordet »som« bruges. Eller den kan være indirekte og skjult som i fx sommerkondom, hvor et helt nyt udtryk har erstattet den normalsproglige betegnelse (elastik); sammenligningen er her indbygget og underforstået i selve slangudtrykket. I begge tilfælde foregår der en overføring af de forestillinger som slangudtrykket i sig selv vækker til det som slangudtrykket egentlig betegner.

I udtryk som have fodsved på tungen (have dårlig ånde), nærkamphandske (kondom), kød på hylderne (om tilskuere ved fx en fodboldkamp), krydsfinér (knækbrød) bliver der med overføringen af forestillinger kastet et nyt og overraskende lys over ellers gammelkendte og trivielle ting, og nye og spændende sider ved dem trækkes frem og sættes i fokus.

Netop det at sætte specielle sider ved ellers velkendte ting i fokus er et meget karakteristisk træk ved slangbillederne:

En almindelig ovngrill kan jo nok have en vis lighed med et solarium. Men i ordet cancergrill for et solarium, får vi trukket de eventuelle skadelige virkninger af brug af solarier helt frem i forgrunden. I et udtryk som en dåse om en kvinde, er det hendes kønsdele der sættes fokus på, således at hun ganske enkelt identificeres med sine kønsdele og dermed med sex. Og i den overdrivelse der ligger i udtrykket et halvt bordben om en penis, er der – meget mandfolkeagtigt – sat fokus på penis’ størrelse, også selv om der kun er tale om et »halvt« bordben!

Indholdsmæssig anti-lighed

Slangbilleder kan skabes ikke kun ved at sammenligne ting og forhold med en vis indbyrdes lighed. De kan også skabes ved direkte eller indirekte sammenstilling af ting og forhold som der netop ikke er nogen lighed imellem overhovedet – som der med andre ord er »anti-lighed« imellem. Ved således at tvinge emner sammen som faktisk ikke har spor med hinanden at gøre, får man skabt højst modsætningsfyldte og absurde udtryk, der undertiden er af helt surrealistisk karakter, som fx bred ymer, tung letmælk og lign. der bruges om noget der er helt fremragende. Endnu mere vanvittige er udtryk som være så dum som en brandmand med træben, eller være dum som 40 æg. En ubetydelighed der er blæst op til en større sag, kan »på slangsk« omtales som en fis i en hornlygte, og en person der farer ophidset, forvirret eller fortravlet omkring farer omkring som en skoldet skid i en flaske.

For den kreative, lettere skøre slangbruger ligger der også store muligheder gemt i denne slangmekanisme!

Udtryksmæssig lighed

En anden almindelig måde at danne slang på er at spille på en større eller mindre udtryksmæssig lighed med normalsproglige udtryk. Mere præcist dannes denne form for slang ved en eller anden form for forvanskning af udtryk fra normalsproget.

Til de »rene« forvanskninger hører dels simple enkeltordsudtryk som fx vipski for whisky, vitaminsprøve for terminsprøve, cykelis for syfilis, dels mange forvanskninger af længere faste udtryk, hvor nogle af de normalsproglige ord i udtrykkene erstattes med andre lige så almindelige ord: pæren falder ikke langt fra hesten, man skal ikke sælge papegøjen før skindet er skudt, eller noget i den henretning.

En anden form for forvanskning er bagvendt slang. Man bagger snagvendt når man lidt forsigtigt kalder en dum »skiderik« for en ridderskik. Den samme mekanisme er virksom i udtryk som tørre-hale-pædagog, så hut jeg visker, blive nusset i stakken og piv stik. (Som man kan se af udtrykket ridderskik kan slang undertiden bruges som en formildende omskrivning af mere direkte og stødende udtryk).

En tredje forvanskningsform er rimslang, hvor et slangudtryk rimer helt eller delvis på et normalsprogligt udtryk, som i fx medklisterpølse og ministerpølse for medisterpølse.

Der findes en mængde andre forvanskningsformer. Fx hjemmelavede oversættelser el. undersættelser, både fra »udenlandsk« til dansk (roadier bliver til rovdyr), og fra dansk til »udenlandsk« (nosseforvirret bliver til testiclus confusis på »latin«); sammenblanding af ord som i fx polistrisser, gale bøjningsformer, fx brak for brækkede og ådt for ædt, og lydefterligninger der er skjult i ellers uigennemskuelige udtryk, som når »Ulrik« i udtrykket sige Ulrik kan udtales så forvrænget, at det minder uhyggeligt om ufrivillige bræklyde.

I virkeligheden er de mekanismer der anvendes når man laver slang, nøjagtig de samme som man finder anvendt i digtsprog.

Det er derfor klart at det ikke er ud fra de sproglige mekanismer at man kan bestemme slang i modsætning til andre sprogformer, som fx digtsprog. Om man har med slang at gøre eller ej, må afgøres ud fra en konstatering af slanghensigt, slangoplevelse, niveausænkning og de andre karakteristiske træk som er opstillet i afsnittet Hvad er slang? (side 9).

Hvad laves der slang om?

Det der vedrører os mest er også det der laves mest slang om.

Det gælder for det første menneskets elementære kropslige behov og funktioner: Der laves utrolig meget slang om sex, mad og drikke, fordøjelsen og i det hele taget om det der har med legemet at gøre.

For det andet laves der meget slang om det som vi har tæt inde på livet: tøj og sko; sengen, fjernsynet og andre ting i hjemmet. Og for det tredje laves der slang om mange af de ting og forhold som vi møder i omverdenen: transportmidler, arbejdspladser, kendte personer osv. På arbejdspladsen laves der således slang om de ting, forhold og personer som er dér. Soldaterne laver slang om soldaterlivet, skoleeleverne laver slang om skolelivet, osv.

Vi laver altså mest slang om det som optager os i dagligdagen, men som vi ikke kan eller ønsker at udtrykke på normalsproget. Det kan være fordi det drejer sig om områder, som holdes nede af samfundsmoralen og af konventionelle forestillinger om hvad der kan tales om. Det kan også være fordi emnet er så intimt, så følelsesmæssigt alvorligt for os, at vi må gribe til omskrivninger i et forsøg på at få det lidt ned på jorden. Eller det kan være fordi normalsproget simpelt hen ikke slår til, fordi det er for kedeligt, ikke præcist eller slagkraftigt nok til at udtrykke vore følelser eller de holdninger, som vi har til det der tales om.

Hvad laves der slang af?

De områder der laves mest slang om, er også de områder der leverer flest udtryk til slang: Det er først og fremmest legemsdele, kropsfunktioner, alt hvad der er spiseligt og dyreverdenen, som slang henter sine udtryk fra. Og de nævnte områder leverer gensidigt udtryk til slang om de andre områder, og områderne blandes ofte i det samme udtryk. Fx henter slang om mad ofte sine forestillinger fra kropsfunktionernes og dyreverdenens områder: væltet lokum (hachis), regnorme i gruppesex (spaghetti), hønseabort (æg), og slang om legemsdele får udtryk fra det spiseliges område: bananen (penis), tomaten (hovedet), meloner (bryster), karamellen (de kvindelige kønsdele), koteletten (hånden).

Slang foretrækker altså udtryk der taler til vores sanser, især synssansen, lugtesansen og smagssansen.

Disse kilder til slang er faktisk »evige« slangleverandører. Men også mere aktuelle forhold og begivenheder kan give stof til slang Fx hentyder sevesopøle (om stærkt lugtende sko) til den frygtelige giftforureningsulykke i Seveso i Italien i 1976, en tjernoalbyl (om jodtabletter) henter sit udtryk fra ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl i 1986 og politisyge (om falsk sygemelding som led i arbejdskamp), opstod som følge af sådan en aktion inden for politiet omkring 1980. Sådanne udtryk har som regel kun kort levetid: Når erindringen om hændelserne er forsvundet, så forsvinder slangudtrykket i reglen også.

Over længere perioder kan man også iagttage hvordan den historiske og samfundsmæssige udvikling afspejler sig i slangudtrykkene. Det er i arbejdsløshedens Danmark at udtryk som fast arbejde! og ren overtid! (om noget fremragende, godt) opstår, og det er i atom- og rumalderen at udtrykkene bliver præget af den moderne teknologi: rummænd (politifolk i kampuniform og hjelm med visir), satellitklipning (klipning af en mand med skaldet isse), atomsyge (utilpashed med diarré og opkastning).

Hvem bruger slang?

Alle bruger slang i et eller andet omfang, nogle personer mere end andre. Dét kan enhver uden videre konstatere. Det er også sådan at visse grupper af mennesker bruger mere slang end visse andre grupper.

Det er ret åbenlyst at mænd bruger mere slang end kvinder. Slang er i det store og hele et mandesprog, og det afspejler i alt væsentligt en mandeopfattelse af verden. Også selvom rigtig mange af vores meddelere er piger og kvinder, er det bemærkelsesværdigt at der tilsyneladende ikke findes ret meget egentligt kvindeslang, dvs. slang der klart ser sine emner ud fra en kvindesynsvinkel. Kvinder der bruger meget slang, bruger altså i ret høj grad mandens sprog og overtager dermed i vid udstrækning mandeopfattelser og mandevurderinger – også af sig selv som kvinder. (Se også næste afsnit: Hvilke holdninger findes der i slang?)

Sandsynligvis bruger unge osse mere slang end ældre. Men det er forkert at tro – som nogen gør – at slang udelukkende er ungdommens sprog. For også mennesker der er ældre og endda højt oppe i årene bruger slang, og undertiden meget slang. Dét kan man ganske enkelt lytte sig til.

Det hævdes også at folk i byerne bruger mere slang end folk på landet, og at der bruges mere slang i de lavere sociale lag end i de højere. Det er måske rigtigt. På den anden side er det hævet over enhver tvivl at der faktisk bruges meget original slang af folk på landet og i de højere sociale lag. Slang er altså heller ikke kun et by-sprog og et »arbejderklassesprog«.

Vi ved faktisk ikke ret meget med sikkerhed om udbredelsen af slang i forskellige grupper, da der ikke findes nogen undersøgelser af det.

Det er imidlertid oplagt at der er visse forskelle på den slang som bruges i de enkelte grupper, både med hensyn til emnevalg og udtryksmåde. Grunden hertil er selvfølgelig at det er forskellige ting som de enkelte grupper har tæt inde på livet i deres hverdag. Og det skyldes desuden at forskellige grupper har forskellige holdninger, også til de samme ting – som fx til sex for nu at slå ned på et centralt område i slangordforrådet!

Hvilke holdninger findes der i slang?

Der er holdninger i slang – slang er velegnet til at udtrykke holdninger med. På den ene side finder man i slang holdninger som man må vurdere som positive i deres opgør med normer, konventioner og autoriteter. Meget slang er »revolutionært« fordi det tvinger tilhørerne til at se på verden på en anden måde end den vedtagne (se afsnittet Hvorfor bruges slang? – slangfunktioner).

Men på den anden side må man også konstatere at slang på flere områder fastholder gamle stivnede forestillinger og fordomme.

Det drejer sig især om udtryk for de to køn og for kønsroller:

Manden fremstilles i slang almindeligvis som et vældigt potensstruttende væsen der nedlægger kvinder på stribe. Han beskrives typisk som en tyr eller horebuk, udstyret med en enorm rulle tagpap, en solid møbelbanker eller lignende imponerende organer – alle sammen udtryk der er præget af en stort set ukritisk beundring for manden.

Kvinden, derimod, beskrives enten som den arrige, skrappe kone eller samleverske: rappenskralden. Eller også beskrives hun som et simpelt sexobjekt for manden, ved at hun helt identificeres med sine kønsdele og sin funktion som sexpartner for manden: skår, slap skede, elskovsmaskine, horeapparat osv.

Årsagen til denne fuldstændig forskellige beskrivelse og vurdering af henholdsvis mænd og kvinder er, at slang helt overvejende er et »mandesprog« der indeholder traditionelle mandeforestillinger og -fordomme. Det kan dog i dag (1989) se ud som om der er ved at ske en lille ændring. Vi har efterhånden modtaget flere udtryk som beskriver manden ud fra en kvindes synsvinkel, fx narrepik og ud og se hvor mange meter vandrør der er i byen.

Men heller ikke fremmedarbejdere, eller udlændinge for den sags skyld, behandles særlig rart eller fordomsfrit, de er fx kloakbeduiner, fejlfarver, spaghettier.

Det er i det hele taget påfaldende så mange betegnelser der findes for minoritetsgrupper af enhver art (fx homoseksuelle og invalider), eller for mennesker der på en eller anden måde skiller sig »uheldigt« ud fra omgivelserne. Se blot hvor mange udtryk der fx findes for folk der er dumme eller skøre!

Det er helt oplagt at slang på visse områder ukritisk viderefører mænds traditionelle forestillinger og fordomme, og i det hele taget en del af de herskende traditionelle forestillinger og fordomme i samfundet som helhed. Man må nok sige, at hvis man tager sproget som udtryk for sprogbrugernes bevidsthed, så tegner slang ikke bare et billede af fornyelse og sundt opgør med autoriteter og konventioner, men også af sort bagstræv og forbenelse.

Slang er altså ikke bare oprør, det er også tilpasning.

Hvordan vurderes slang?

Slang er altid blevet betragtet som mindre pænt sprog, til trods for udbredelsen.

Det er endda denne uvilje mod slang der var en væsentlig drivkraft bag udgivelsen af den første egentlige danske slangordbog i 1866: »Bidrag til en Ordbog over Gadesproget og saakaldt Daglig Tale«. Hvor stor forfatterens afstandtagen har været kan man se af at han udgav bogen under pseudonym. På titelbladet står V. Kristiansen, men forfatteren var i virkeligheden professor i orientalske sprog Viggo Fausbøll, der altså ikke ville stå offentligt ved at han beskæftigede sig med den slags. Han skriver da også i forordet:

»Dette vulgære sprog . . . truer i den sidste tid med at trænge ind i familierne, hvilket vistnok enhver familiefader burde gjöre sit til at forhindre, såfremt han ønsker, at der skal herske en god tone i hans nærmeste kreds. Ved her at have samlet noget af hvad der hører herhen, har jeg, næst efter at have et rent sprogligt formål, tillige i vort land villet henlede opmærksomheden på faren og søge at vække modstanden mod samme, og jeg antager, at når folk en gang have fået öjet åbnet for den utilbørlige overskriden af grændsen, ville alle dannede mennesker være enige om at bandlyse gadesproget fra ethvert godt selskab og overlade det til gadedrenge og de Grundtvigianere, i hvis smag det falder«.

Og han anfører at han har udeladt »alt hvad der hører under det liderliges område« og »det ligefrem gemenes område«.

Lignende stærke holdninger til slang kan man også høre fremført i dag, fx af bekymrede og forargede (for)ældre der kritiserer de unges sprog. Kritikken retter sig ofte mod to ting: De unge kritiseres for at »overskride grænsen« for hvad man kan og ikke kan ved at bruge grimme, dumme og platte gloser – og dét det drejer sig om er ofte sprællevende og opfindsom slang! Desuden kritiseres de for deres flade, upræcise, unuancerede og dovne sprog, hvor fjollede udtryk som fedt, mand!, høj karse! eller sådan noget gylle! bruges i et væk om alt muligt.

Slang kan faktisk ende i sproglig tomgang hvor der nærmest automatisk bruges forslidte og temmelig intetsigende modeprægede slangklicheer, specielt om noget der er enten godt eller dårligt. Men ofte bruges disse udtryk netop ikke for at udtrykke præcise og nuancerede meninger. De bruges snarere som signaler til andre unge om samhørighed, en slags bekræftelse af fællesskabet med gruppen, og desuden som en – åbenbart effektiv – provokation over for ældre.

Selv om man altså stadig kan møde stærke holdninger til slang, og det vil i reglen sige imod slang, må man vel nok sige at vurderingen af slang alt i alt er blevet noget mere afslappet med tiden. Fx bruges der i dag en del af den mere stuerene slang i visse radio- og fjernsynsprogrammer og i dele af pressen, selvom det af og til giver anledning til en del kritik.

Vi (redaktørerne af denne bog) er af den opfattelse, at slang er et så sammensat fænomen, at man ikke bare kan være enten for eller imod. Vi finder meget positivt i slang: Det er et fornyende, forfriskende, øjenåbnende, et mere ærligt, afslappet, bøjeligt og brugbart sprogligt redskab i mange situationer hvor normalsproget ikke slår ordentlig til, og så er det ikke mindst ofte meget sjovere!

På den anden side, må vi indrømme, er slang med til at udtrykke og fastholde en række meget usympatiske holdninger og fordomme, hvad man nemt kan overse i morskaben (jf. afsnittet Hvilke holdninger findes der i slang?).

En anden grund til at værdsætte slang er, at slang er spændende ud fra et kulturhistorisk synspunkt, fordi det på godt og ondt afspejler den tid det bruges i. Hvis man fx vil vide noget om hvad 1970’erne var, set med et par slangbriller, så var de bl.a. skrankepaver, vinylpædagoger, humlechok, junkier, kystbanesocialister, støttepædagoger (fjernsynsapparater), ymerbørn, hippiecontainere, fygræs, rummænd (politifolk i kampuniform og hjelm med visir), hongkongarbejde, kloakbeduiner, kropskondomer, trussesiloer, og – ironisk nok – fast arbejde.

Og hvis man skal tro slangbrugerne, har 1980’erne været præget af bl a. guldflippere, mærkedyr, perkere, tasteaber, epoxyelever, anti-aidsere, kratluskere og skub da’er.

Det der ser ud til at blive hverdag i 1990’erne, er viskerdekoratører, EF-dag, kanalslalom, grisefarvede normaldanskere og pesetaer.

Man bør heller ikke være blind for at slang er et vækstlag i sproget, dvs. at det forsyner sproget med nye ord og vendinger som i en del tilfælde glider ind i normalsproget efter nogen tids forløb. Et godt eksempel er ordet knallert som i begyndelsen af 1950’erne var slang, men nu er den officielle betegnelse i færdselsloven. Og bøsser har jo selv taget denne betegnelse til sig.

Slang er andet og mere end bare mindre pænt sprog!